7 / 329
I.
HOVEDTRÆK AF DEN FRIE FATTIGFORSØRGELSES
UDVIKLING UDENFOR KJØBENHAVN
Da det offentlige Fattigvæsen omkring Begyndelsen af det 19.
Aarhundrede blev ordnet ved de store Fattigreglementer, havde man
ikke Øje for, at der maatte gøres noget for at hindre, at de Medborgere,
der under normale Forhold netop kunde klare sig selv, ved et eller
andet tilstødende Uheld sank ned i det offentlige Fattigvæsen, og man
havde heller ikke Øje for Betydningen af en forskellig Forsørgelses-
maade for de forskellige Kategorier af Trængende. Forstokkede Dri
verter forsørgedes Side om Side med flittige Arbejdere, der havde sat
deres Helbred eller Førlighed til, forhærdede Drankere sammen med
ædruelige og stræbsomme Fattige og usædelige Fruentimmer sammen
med hæderlige Enker med Børn.
Allerede før Grundlovens Tid var man dog bleven klar over det
uheldige i, at det offentlige Fattigvæsen ikke gjorde Forskel paa de
Trængende, der var under dets Forsorg, men skar alle over en Kam
uden Hensyn til Trangens Aarsag, og efter at Grundloven havde givet
Folket politiske Rettigheder, men i denne Henseende givet de Fattig-
understøttede en ringere Stilling, blev Savnet af nye Regler paa dette
Omraade endnu mere føleligt. De første Forsøg paa at bøde paa den
Omstændighed, at man kun havde det offentlige Fattigvæsen, har man
i de saakaldte Dyrtidslove af 27. November 1853, 15. Februar 1855 og
15. Januar 1856, hvortil Forslag indbragtes i Folketinget ved privat
Initiativ, og hvorved Kommunalbestyrelserne bemyndigedes til at lindre
Dyrtidens Tryk paa de uformuende ved en overordentlig Understøt
telse, der ikke skulde betragtes som Fattigunderstøttelse. Disse Love,
der navnlig benyttedes i Landkommunerne, var til megen Gavn, hvor
de blev anvendt af Kommunalbestyrelserne.