8 / 329
En mere varig Ordning af den frie Fattigunderstøttelse skabtes
ved Loven af 8. Marts 1856 om Tilvejebringelse af Midler til fri Fattig
understøttelse og om disse Midlers Bestyrelse, hvortil Forslaget ind
bragtes i Landstinget af Provst Victor Bloch. Fra Forslagsstillerens
Side var det tænkt som et Forsøg paa at genskabe og lovordne den
oprindelige frie kirkelige Fattigforsørgelse, men under Behandlingen i
Folketinget ændredes Forslaget saaledes, at der i Virkeligheden blev
skabt et frit borgerligt Fattigvæsen ved Siden af det tvungne. Adgang
til Understøttelse af De Fattiges Kasse skulde kun de Trængende have,
der ikke befandt sig under den lovbestemte kommunale Fattigforsør
gelse, og Kassen skulde bestyres af 3 Mænd valgt af Sognebeboerne.
Ved Loven ændrede man tillige det urimelige Forhold, at de fri
villige Gaver, som det fra gammel Tid, da al Fattigforsørgelse var fri
villig, var Skik at indsamle i Kirkerne i dertil indrettede Tavler, siden
Fattiganordningerne ved Begyndelsen af det 19. Aarhundrede var ind-
gaaet i Kommunens Kasse og saaledes i Virkeligheden nu kom Skatte
yderne i Stedet for de Fattige selv til Gode. Naar Præsterne fra Præ
dikestolen opfordrede Menigheden til ikke at glemme at gøre vel og
meddele til andre, kunde det se ud, som om de opfordrede Folk til
at betænke Skatteyderne, deriblandt Præsterne selv, idet de Fattige
hverken fik mere eller mindre af den Grund. Det var derfor ikke under
ligt, at dette Misforhold i flere Aar havde været drøftet i kirkelige
Kredse, og at Initiativet til en Forandring heri udgik fra kirkelig Side.
De hidtilværende Tavler til Fordel for Fattigvæsenet forandredes ved
Loven til Bøsser ved Kirkernes Indgange, og disses Indhold var op
rindelig Hovedbestanddelen af Indtægterne for De Fattiges Kasse,
hvortil kom Gaver ved Ejendomssalg og ved visse andre Lejligheder.
Der lagdes oprindelig afgørende Vægt paa, at alle Midlerne skulde
tilvejebringes gennem frivillige Bidrag, idet man kun derigennem mente
at faa et tilstrækkelig skarpt Skel overfor den offentlige Fattighjælp.
Loven af 8. Marts 1856 var i og for sig en smuk og human For
anstaltning, og det var i Virkeligheden den samme Tanke, der laa til
Grund for Dannelsen af de frivillige Understøttelsesforeninger. Men
Loven havde den Svaghed, at den udstyrede De Fattiges Kasse med
for faa Midler, ligesom Reglerne om Kassens Bestyrelse var utilfreds-