Previous Page  88 / 329 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 88 / 329 Next Page
Page Background

— 84 —

Maaneder efter Strikens Ophør, for saa vidt ikke Trangen øjensynlig

hidrører fra andre Grunde.«

Beslutningen gav Anledning til en stærk Kritik paa Foreningens

pag. 81 omtalte Fællesmøde den 23. Marts 1886, hvor Overretssagfører

Heckscher

(med Støtte af Overretsassessor

Madvig)

ankede over Be­

slutningen om, at Strejkende først maatte hjælpes 6 Maaneder efter

Strejkens Ophør. Han var vel ganske af den Anskuelse, at det ikke lod

sig gøre at hjælpe de Strejkende, men maatte derimod fastholde, at det

efter Foreningens Vedtægter ikke lod sig forsvare at nægte dem, der

havde strejket, Hjælp nogenlunde hurtigt efter Strejkens Ophør.

Dette Spørgsmaal ses herefter ikke at have beskæftiget Forenin­

gens Hovedbestyrelse før i Aaret 1899 i Anledning af den store Lockout,

da det i Referatet fra et Møde den 13. Oktober 1899 hedder:

»Paa given Anledning henlededes Opmærksomheden paa, at det

ifølge Hovedbestyrelsens Beslutning af 18. December 1885 kun er i 6

Maaneder, at Foreningen ikke kan hjælpe dem, der have deltaget i en

Strejke, samt at Lock-out efter Sagens Natur maa betragtes som en

ufrivillig Arbejdsberøvelse, der ikke hindrer Foreningen i at yde

Hjælp.«

I

Marts 1886 indsendte en Komite, som i Slutningen af det fore-

gaaende Aar var bleven nedsat af

de kjøbenhavnske Fagforeningers

Bestyrelser

med det Formaal at indsamle Bidrag til Lindring af den

Nød, der var fremkaldt af den herskende store Arbejdsløshed, et

An­

dragende til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse

om at medvirke til, at

der af Kommunens Midler maatte blive ydet Komiteen et Tilskud for i

højere Grad at kunne afhjælpe den herskende Nød.

Magistraten erkendte ogsaa denne Gang, at der for Tiden var

særlig megen Nød tilstede. Naar der imidlertid nu blev rejst Krav til

Kommunen om en særlig Bevilling til at afhjælpe den ved Arbejds­

løsheden foraarsagede Nød, var det vanskeligt at finde en Form herfor.

Det havde altid været erkendt, at Kommunen ikke kunde organisere

et dobbelt Understøttelsesvæsen: Understøttelse gennem Fattigvæsenet

og Understøttelse i en anden Form. Ligeledes havde man altid haft

Betænkelighed ved at yde Tilskud af Kommunens Midler til bestaaende

velgørende Foreninger eller Institutioner, thi dels laa det ikke indenfor