17 / 155
14
jeg tænkte mig, da Planen for Undersøgelsen blev lagt.
Af lignende Grunde som ved Kjøbenhavn ville Gruppe II
og III blive slaaet sammen, og de samme Aldersklasser
som hist blive gjort rummeligere.
Da alle Dødsattester med symptomatisk eller formodet
Diagnose bleve udskudte, maa de for de forskjellige Døds-
aarsager fundne Kvotienter kun opfattes som Minima. Det
samme gjaldt jo ogsaa om de i Kjøbenhavn fundne, men
gjælder dog maaske i endnu højere Grad for Provinsbyernes
Vedkommende, thi navnlig Attester med formodet Diagnose
— hvor Lægen ikke selv havde behandlet den afdøde —
syntes at forekomme hyppigere her end hist. Jeg lægger
derfor kun ringe Vægt paa Kvotienterne i og for sig, saa
ringe, at jeg anser det for Tidsspilde at sammenligne Højden
af dem i Kjøbenhavn og i Provinsbyerne. I det Hele taget,
jo mere man beskjæftiger sig med Dødsattesterne, desto
klarere Syn vil man faa for, hvor farlig en Sammenligning
mellem Kvotienterne f. Ex. fra to Lande kan være, naar
man da ikke bliver staaende ved Forholdet mellem Døde
ligheden i Aldersklasserne, hos Kjønnene eller i de for
skjellige Samfundslag, men vil indlade sig paa at drage
nogen Slutning med Hensyn til Spørgsmaalet, om denne
eller hin Dødsaarsag forekommer hyppigere i det ene Land
end i det andet. Jeg skal i saa Henseende blot minde
om, at der findes Lande f. Ex. Tyskland, hvor Dødsatte
ster, udstedte af Ligsynsmænd, endog for Bybefolkningens
Vedkommende ikke er noget ualmindeligt, eller idetmindste
ikke var det indtil for faa Aar siden.
Naar man ikke
engang overfor Attester, der udelukkende ere udstedte af
Læger, er ganske sikker paa at have at gjøre med et i
Henseende til Diagnose ensartet Materiale, saa er man det
selvfølgelig endnu langt mindre i hint Tilfælde.
Men