VognmændenesLaugForeninger

komment berettiget til at slutte, at de specielle Bestemmelser i

PI. af 1793, 1824 og 1838, som vedrørende de enkelte Corpora-

tioner, ere faldne bort i Bestemmelsen i Lovens § 1 og det saa

meget mere som

d i s s e

særlige forpligtende Bestemmelser ere

uomtalte i § 5.

Derimod fatter jeg ikke, hvorledes det er muligt af Loven

at faa denne Mening ud, at samtlige de Heste, som Vognmændene

nu holde til deres „Arbejde og Næringsbrug“ skulle beskattes

paa samme Maade, som de Heste, der alene underholdes til

Pragt, Bekvemmelighed og Fornøjelse, og det uagtet Forordnin

gen af 1770 udtrykkelig nævner „Vognmænd“ som dem, der ere

fritagne for denne Skats Udredelse, og det dog ikke kan nægtes,

at vi, der have Borgerskab, meddelt efter denne Lov, ere Vogn

mænd, hvad Loven ogsaa udtrykkelig kalder os. Jeg skal imid

lertid ikke for mit Vedkommende gjøre den af mig forsvarede

Fortolkning af Loven, hvorefter Vognmændene aldeles skulle være

fritagne for Hesteskattens Erlæggelse, gjældende, da jeg troer, at

efter en loyal Fortolkning af Loven, og navnlig naar man henser

til Bestemmelserne i § 3, maa Vognmændene være pligtige at

svare 2 Rdlr. aarligen af hver Hest, de holde, naturligvis med

den Postholderne efter § 3 forbeholdne Fritagelse.

Jeg tillader mig herved at henstille til den ærede Magistrats

nærmere Overvejelse, om højsamme ikke vil frafalde Paastanden

om, at Skatten skal opkræves efter den i min Skatteunderretning

optagne Norm og nedsætte Fordringen til 2 Rdlr. pr. Hest. I alt

Fald haaber jeg, at den høje Magistrat vil erhverve Indenrigs

ministeriets Resolution for, hvorledes samme antager, at Loven

rettelig bør fortolkes, da jeg holder mig overbevist om, at Mini

steriet vil dele min Anskuelse, hvorefter Skatten kun kan op

kræves med 2 Rdlr. aarligen, og det saaledes vil kunne undgaaes,

at dette Spørgsmaal bliver afgjort ved Domstolene, hvortil jeg

iøvrigt forbeholder mig og de øvrige Vognmænd Adgang.“

Som Svar paa denne Skrivelse meddeler Magistraten under

30. August 1852, at Indenrigsministeriet — efter derom at have

korresponderet med Justitsministeriet — ganske tiltræder For

mandens Opfattelse, at Vognmændene ikke kunne anses pligtige

til at svare mere end 2 Rdlr. pr. Hest aarlig.

Ogsaa Droskespørgsmaalet samt Spørgsmaalet om Holde

pladser viste sig allerede paa et saa tidligt Stadium af Foreningens

Liv som 1852 at være aktuelt, idet en Skrivelse fra Formanden

af 5. Juli 1852 til Magistraten udtaler, at Formanden ser sig op

fordret til at ulejlige den høje Magistrat med et Andragende,

foranlediget ved den i Kjøbenhavns Borgerrepræsentantmøde d.