103 / 278
9 2
P R IC E R N E S TEA TR E
teater — anbragt paa selve Tilskuerpladsen, og Kunst
nerne producerede sig henover Publikums Hoveder.
Alt gik dog godt og Personalet fuldførte Program
met med vanlig Dygtighed og blev vældig applau
deret. Paa W eyse gjorde disse allerede tit sete
Kunster ingen morende Virkning, og han vilde mange
Gange heller læse derom i Wilhelm Meister end
sidde her og se paa det. Han var sikkerlig ogsaa
gaaet sin Vej, om ikke Casorti med sit sande komi
ske Talent havde holdt ham fangen. —
I Vintertiden begav Selskabet sig endnu som oftest
paa Rejse; i 1814-15 gik Turen til Odense, hvor
man tre Maaneder igennem gav to Forestillinger hver
Uge paa Byens faste Teater, og det med et Held,
som intet andet Selskab før. Den forudgaaende Vin
ter havde Mad. Kuhn, der som Indehaver af James
Prices gamle Bevilling stod i Spidsen for Selskabet,
atter søgt at faa overladt Hofteatret, thi at trække
Folk ud paa Broen i den barske Vintertid var umu
ligt, selv under det nuværende Tillidsforhold, hvori
Selskabet stod til Publikum. Havde man derimod
haft et Lokale i Byen, vilde Tilstrømningen til de
Casortiske Forestillinger utvivlsomt have holdt sig
hele Aaret rundt. Den kgl. Teaterdirektion øjnede
imidlertid Faren og afværgede den. I disse penge
knappe Tider, da Statsbankerotten ved Forordn, af
5. Januar 1813 var bleven aabenlys, var der til de
forskellige Kollegier og Forvaltningsgrene samtidig
udgaaet et Reskript, der paa forskellige Maader søgte
at indskærpe Sparsommelighed, og paalagde Embeds-