102 / 278
HANNE K U H N S SOMMERTEATER
9 1
hans Dronning sig over „Hververen, eller: De tre
fejge Elskere ved det natlige Stævne“. Casorti havde
i en af Tidens Ypperste en forstaaende Beundrer af
sin Kunst; det var J. L. Heiberg, der — som mangt
og meget i hans Skrifter viser hen til — havde et
aabent Øje for det folkelige Forlystelseslivs venlige Idyl.
Den unge spirende Digter havde i Casortis første
Sæson flittig og med stor Interesse været Gæst i
det nye Sommerteater, og da han samme Efteraar
begav sig til Sverig paa sin første Udenlandsrejse,
mente derfor Fru Gyllembourg — lidt spodsk — at
burde sende ham det Avertissement i Adresseavisen,
hvori hans „kære Casorti“ det Aar tog Afsked med
Publikum, for ikke at forholde Sønnen hans Del af
Casortis Taksigelser. Ogsaa Weyse bragte sin unge
Ven Bud fra Teatret paa Vesterbro. Han skildrer i
et Brev, hvorledes han sammen med sin Ven Carl
Hyllested en Søndag drog den lange opblødte Vej
ud for at se Casorti ved en af de sidste Forestil
linger i 1812; de gik i en evig Damp af afskyelig
Tobak og Stank fra Slagterierne, medens Regnen
sivede ned fra Himlen. Trætte og mødige kom de
endelig derud, og efter en artig Trængsel fik de med
Nød og næppe en Plads til bageste Bænk. Her sad
de nu en god Stund inden Tæppet gik, og havde rig
Lejlighed til at anstille Betragtninger over, hvad deres
Skæbne vel vilde blive, om Linen sprang og Stol
pen, ved hvilken den stramt var udspændt, med
Kraft slog tilbage. Bukkene til Linedansertovet var
nemlig — baade her og i det senere Morskabs