182 / 278
MO R SK A B ST E A T R E T
1 6 9
rede inden Udgangen af 1839 at faa Lov til i Vinter
tiden at give deres Forestillinger nogle Gange ugent
lig inde i selve Byen. Teaterdirektionen satte sig
derimod, skønt Privilegierne kun hjemlede det kgl.
Teater Eneret hvad dramatiske Forestillinger angik,
og ikke indbefattede Dans og Pantomime. Imidlertid
opnaaede Direktionen, at der blev givet et Afslag.
Men Brødrene Price havde formaaende Velyndere;
baade Thorvaldsen, hos hvem Adolph en Tid gik og
tegnede, og Oehlenschlager var jævnlig Gæster i Mor
skabsteatret. De lod sig derfor ikke nøje med den
Afgørelse, der var truffen; i Efteraaret 1840 fremsatte
de atter deres Begæring, og denne Gang havde Oeh
lenschlager, der paa Kunstens Omraade vel nok var
den bedst anskrevne Mand hos Kristian VIII, givet
Familien Price et Adelsbrev, som var en vægtig
Støtte for deres Anmodning. Han skriver:
„ . . . Med Hensyn til det Æsthetiske i dette Sel
skabs Kunstforestillinger vover jeg at betragte dem
som værdige til allernaadigst Hielp og Understøttelse.
Den afdøde Casorti vidste at indbringe en Poesie
og Natur i Pierros Overdrivelser og Overgiven-
heder, som man i hele Europa ikke fandt Mage til,
og som forædlede denne Rolle, fra en almindelig,
til en Carricatur, Shakespeares Genie værdig. Af
denne skiønne poetisk groteske Maske giver Herr
Price os med stort Talent en tro Copie, efter sin
genialske Forgienger. Fremstillingen af Pierros Rolle
har i mange Aar været en Yndlingsfornøielse for
Kiøbenhavnerne og det var Skade, hvis de skulde