187 / 278
1 7 4
P R IC E R N E S TEA TR E
Pricerne der alligevel, og Pantomimerne gik over
Scenen jævnsides med de egentlige Skuespil indtil
Februar 1851.
I disse Aar skete den store Omvæltning i Price-
familiens Skæbne. August Bournonville havde set
Børnene danse paa Kasino, og var derved bleven
lydhør for Forældrenes store og lønlige Kunstner
ønske: at faa dem anbragt ved den kgl. Ballet. Skønt
af og til en Skuespiller fra et af de Selskaber, der
havde spillet paa Pettolettis Teater, var bleven ansat
ved Nationalscenen (hvad der for Resten i de faa
Tilfælde, det skete, ikke blev af stor Betydning),
stod der dog en tyk Mur af Fordom mellem For
stadsteatrene og det kgl. Teater, hvor Balletten som
saadan, Bournonvilles Scepter til Trods, end ikke
ansaas for nogen rigtig Kunstart. Man maaler Af
standen ved Bournonvilles bekendte Ord om Price-
familien i „Mit Theaterliv“ :
„Trætte af det omrejsende Liv bad Forældrene
mig, netop som jeg kom tilbage fra min Parisertur,
om at give deres hele Børneflok privat Undervis
ning, da de endnu ikke kunde undvære deres Med
virkning ved deres egne Forestillinger, men dog
ønskede at se dem anbragte ved det kgl. Teater.
Jeg krympede mig i Begyndelsen ved at paatage
mig dette Hverv, da jeg, rent ud sagt, betragtede
Terpsichores Stedbørn som min Stræben aldeles
uvedkommende; men jeg fik snart Øjnene op for
de smukke Anlæg, der blot behøvede en kyndig
Vejledning for at udfolde sig til virkeligt Talent. Det