67 / 278
56
P R1C ERN ES TEA TRE
Vi vender tilbage til Prices lille Bod i 1801. Midt
i Kildetiden, i Juni Maaned, aabnede han sit Teater.
Han lovede Publikum, at det ikke skulde komme
til at kede sig; der skulde baade blive Luftspring,
Pantomimer, Balletter og Pas de deux’er tillige med
alle de andre skønne Legemsøvelser — „netop de,
som ellers gøres af de største Selskaber, og ikke
skulde kunne bedre forevises“. Det var en Hentyd
ning til Italienerne, som ikke kunde misforstaas; det
samme var Tilfældet med Betegnelsen „Det lille
danske Kunstner-Selskab“, der stod i tydelig Mod
sætning til „Det store italienske Selskab“. I disse
Tider, da de nationale Bølger gik højt og Slaget paa
Reden endnu var i frisk og blødende Minde, faldt
det naturligt, at ogsaa Price anslog de nationale
Strenge og kastede et mildnende Slør over sin egen
engelske Oprindelse, thi hans Berettigelse til at kalde
sig dansk laa kun deri, at han var københavnsk
Skatteborger, hvad Casorti ikke var. Men iøvrigt var
James Price noget af en talentfuld Reklamemager,
som vidste, hvad der gjorde Indtryk paa det store
Publikum. Ikke for intet prydede han sig med Titel
af „kongelig allernaadigst privilegeret Kunstberider
og Mester udi L egem s-Ø velser samt Borger her i
Staden“ ; vidt udspunden som denne Titulatur var,
havde den ligesom Kancellistil over sig.
Til at begynde med var det kun smaat med Per
sonale i Det lille danske Kunstner-Selskab. Der sy
nes kun at have været Price selv og hans to smaa
Døtre, thi Mad. Price, der var nedkommet med en