DanmarksHovedstadKøbenhavn_4

10 / 451

inden Md. Kretzmer, hvis uretfærdige Behandling, væsentlig foraarsaget ved
Bournonvilles Herskersyge, i 30’ernes Midte i den Grad vakte Københavnernes
Harme og Medlidenhed, at Frederik den VI fandt sig tvungen til at afskaffe den
barbariske Blaataarnsstraf; men endnu Christian d. VIII. brugte i Fyrrerne Stue­
arrest overfor en saa berømt Kunstner som selve Balletmester Bournonville, da
denne, fordi han — af personlige, ikke kunstneriske Grunde — blev udpebet i
»Toreadoren«, afbrød Forestillii gen, bukkede for Kongen og spurgte »Hvad be­
faler Deres Majestæt, at jeg skal gøre?« Kongen blev rasende over denne In-
subordination og raabte »Blive ved!« men da Bournonville kom hjem den Aften,
fandt han kgl. Ordre først til Stuearrest og dernæst til at søge Orlov i tre Maa-
neder for at rejse paa Studierejse i Udlandet »for egen Regning«.
Naturligvis havde Skuespillerne ved deres uordentlige og vilde Liv ofte selv
største Parten af Skylden for, at de agtedes saa ringe; men der var da ogsaa
i Slutningen af det attende Aarhundrede hæderlige Undtagelser, og disse arbej­
dede efter bedste Evne, ivrigt støttede af Forfatteren KnudLyneRahbek.for at
højne Standen. Blandt disse udmærkede Kunstnere skal først og fremmest næv­
nes Schwartzog MichaelRosingog hans skønne Hustru, hvis Familieliv var et
straalende Eksempel til Efterfølgelse; det var dog først Fru Heiberg,der som
gift med Teatrets Direktør, Digteren JohanLudvigHeiberg,og hendes glim­
rende Medkunstner MichaelWiehe,som helt aftvang det borgerlige Publikum Re­
spekt og fik Skuespillerstanden som saadan anbragt i det rette Niveau i Sel­
skabet.
Det første københavnske Skuespilhus rejstes i 1722 i Lille Grønnegade, det
nuværende Ny Adelgade; det lededes af Franskmanden Etienne Capion, der op­
førte franske Skuespil, men som, da det kneb med at faa Foretagendet til at
balancere, lejede Teatret ud til Maskerader og lod »den stærke Mand« optræde
der. Først da hans første Skuespiller René Montaigue traadte til, fik denne det
lykkelige Indfald at henvende sig til Ludvig Holberg, der i de kommende Aar
ved sine Mesterværker skabte Den danske Skueplads, der aabnedes den 23. Sep­
tember 1722 ved Opførelsen af »Den politiske Kandestøber«. Til at begynde med
gik Teatret udmærket, og Montaigue og Holberg tjente Penge: men snart gik
det tilbage. Hovedgrunden hertil var, at det ikke var stemmende med hine Ti­
ders Hofetikette, at Kongen viste sig i Teatret blandt »den gemene Hob«: skulde
han se Komedie, maatte »den danske Bande« op at spille paa Slottet. Naar saa-
ledes Hoffet holdt sig tilbage, fandt Adelen det ogsaa under sin Værdighed at
gaa i Teatret, og den finere Portion af Borgerskabet fulgte Troupe og holdt sig
borte, saa at Teaterbesøg kun blev en Forlystelse for den lavere Klasse, der
ikke økonomisk kunde bære Teatret. Saa meget mere beundringsværdigt er det.
at Holberg i Tiden fra 1722—28 trofast holdt ud og skabte gennemsnitlig 7 Me­
sterværker om Aaret, og dog prækede han for døve Øren. Gang paa Gang var
Teatret ved at lukke, derom vidner hans blodige Satire: Den danske Komedies
Ligbegængelse«; men lige saa hyppig tog han Kampen op paa ny, indtil den store
Ildebrand i 1728 endelig standsede alt Skuespil, ikke fordi, som man har troet
og sagt, at Teatret brændte, men fordi Folk ved denne Nationalulykke blev saa
forarmede, at de overhovedet ikke havde Raad til nogen Art af Forlystelser.
Saa kom Christian den Sjette paa Tronen i 1730, og i de 16 Aar, han re­
gerede, rugede Pietismens Mare over København, saa at man betragtede alt
— 7 —