9 / 451
Københavnerne havde glemt at snakke om Tabet af deres Yndling; man regnede
ikke en Skuespillerindes Liv for noget videre!!
Mindre heldigt gik det den ellers saa mægtige Grev
Danneskjold-Laurvig,
der bortførte den unge, uskyldige Jomfru
Rose
og holdt hende indespærret i sit
Palæ paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade; det var dog sikkert
ikke gaaet Greven ilde, skønt Pigebarnets Fader i Forbindelse med Jomfru
Doro-
thea Biehl,
Datidens mest bekendte Skuespildigter, satte Himmel og Jord i Be
vægelse for at faa hende fri, hvis Greven ikke havde været saa dum overfor
Kongen at nægte at have Pigebarnet hos sig.
Deri
bestod hans Brøde: man
Dagm arteatret.
maatte ikke lyve for Kongelig Majestæt, og
derfor
blev han landsforvist, at han
ved Siden heraf fik Lov at betale Jomfru
Rose
en Bøde »i Reparation«, betrag
tedes som en ren Biting.
Noget, der ogsaa socialt stillede Skuespillerstanden ringere end andre, var,
at Kunstnerne, da Kongen overtog Teatret, og det i reel Forstand blev konge
ligt, regnedes som hørende med til Kongens Husstand, ligestillede med »Lakajer
og andre Betientere« og derfor var undergivet kgl. Hustugt, hvilket bl. a. vilde
sige, at de for selv de mindste Forseelser kunde sættes i »det Blaa Taarn« ved
Langebro, hvor de sad sammen med Forbrydere fra Nordre Birk.
Blandt dem, der har siddet der, er saa fremragende Kunstnere som
Gjel-
strup, Frydendahl
og hans Kone, og som den sidste Blaataarnsfange Solodanser— 6 —