OmkringKøbenhavnsBørs

sædvanlig med de t ene Ben trukk e t op under sig, om

sværmet a f de mange, der havde Æ rinde hos den mæg

tige Bankchef eller ønskede a t sole sig i hans Nærhed.

Skønt uanselig a f Ydre, virkede han ved sin Person

ligheds Magt. „Den lille Geheime“, som han i de senere

Aar ka ld tes — Heide benævnte ham paa sin spøgefulde

M anér mindre respek tfu ld t Jøden Isak — kunde med

e t Blik fryse uønskværdige Personer væk, men naar

han strøg den lid t reserverede Holdning a f sig, kunde

B likket bag Guldbrillerne være lu tte r Varme og Vel

vilje, og han va r heller ikke uden Lune. Her blot en

enkelt a f de mange Anekdoter, der forta ltes om ham :

D a en Trosfælle en Dag søgte G liickstadt for a t bede

ham om e t Bidrag til e t nærmere bestem t Formaal,

svarede han med a t overrække ham en Hund redkrone

seddel.

„Deres Søn“ — forsøgte den paagældende forsig

tig t — »har givet 500 K rone r!“

„Har han d e t“, sagde G liickstad t og saa op med e t

lille Smil. „Naa, ja , det

er en helt anden Sag. Han

har en forholdsvis vel-

staaende Far. D e t har jeg

ikke!“

E f t e r T ie tg e n s D ød

var P riva tbanken tra a d t

noget i Baggrunden. —

Heide havde ganske vist

en fremragende Evne til

H er sa d „den lille Geheime“,

sirlig a j Skikkelse,

sædvanlig m ed det ene Ben

trukket op under sig.