OmkringKøbenhavnsBørs

D a jeg næste Morgen tra ad te ind paa m it Kontor,

ringede de t paa min Telefon, og en ukend t Stemme

spurg te : „E r de t rigtig t, a t Heide ha r skud t sig?“ —

Spørgsmaalet virkede b ru ta lt som en Næsestyver, men

In d try k k e t stilledes ganske i Skygge af, hvad jeg en

Times T id senere oplevede, da jeg lod mig melde hos

P riva tbankens D irektion. Heide ilede mig paa sin sæd

vanlige, lid t pudsige M aade i Møde tværs gennem det

store Kontor, men i samme Nu ka ld te Telefonen ham

tilbage, og jeg hørte ham svare paa en Forespørgsel:

„Heide — jo, de t er migi Tak, jeg ha r de t i bedste Vel-

gaaende!“

Døren til Sideværelset, hvor Geheimeetatsraad Jul.

Larsen havde sit Kontor, stod aaben. Ogsaa hans Telefon

kimede, og jeg blev nu Vidne til, hvorledes de to P r iv a t

bankd irek tø rer hver gennem sin Telefon ustandselig

m aa tte dementere Forespørgslerne om, hvo rv id t de t var

rigtigt, a t Heide havde skud t sig eller hængt sig eller

tage t sig a f Dage ved Gift. D e t var jo en lid t besynderlig,

m akabe rt farve t S ituation , og nogen nærmere Oriente

ring blev der under disse Omstændigheder ikke Lej

lighed til, men for saa eftertrykkelig som muligt a t

dementere Ryg terne om Heides Selvmord, blev han

m id t i Børstiden i T rium f fø rt igennem Børssalen ind

i Kursnoterings-Værelset, hvor Geheimeetatsraad Jul.

Larsen med en Haandbevægelse præsenterede ham for

Forsamlingen. Gensynsglæden gav sig U d tryk i stærke

Bravo- og Leveraab.

❖

Ogsaa Handelsbankens Førstedirektør, Geheime

e ta ts ra ad

P. N. Damm

hørte til Børsens daglige Gæster.

H an va r Pessimisten b land t Storbankernes D irektører

— i alle Tilfælde yndede han a t forskanse sig bag e t vist