OmkringKøbenhavnsBørs

Sortsyn — og han havde

de t Lov paa sig, a t han

fremfor nogen forstod a t

sige Nej. P e te r Nicolaj,

som han ka ld tes M and og

M and imellem, va r da hel

ler ikke um iddelbart til

gængelig.

Da jeg som ung R edak

tø r en Dag søgte Damm ,

m aa lte han mig fra oven

nedefter og spurg te med let

N asa llyd : „Hvem ær D e?“

D e rtil var maaske ikke me

get a t sige, men da Spørgs-

m aa le t i den følgende T id gentoges, hver Gang jeg

henvendte mig til ham, virkede de t unægtelig noget

irriterende — en ren Afvænningskur!

Men en skønne Dag vendte B ladet sig, og va r man

først kommen paa Talefod med Pe ter Nicolaj og havde

vunde t hans Tillid, kunde han være saare aabenh jertig

og vindende. Hensynet til Bankens T a rv gik for ham

fremfor a lt ande t, og de t va r da ogsaa H ensynet til

hans egen Bank, der var bestemmende for den Ho ld

ning, han indtog, da Grundejerbanken, der lededes a f

hans Svigersøn, Olaf Hansen, krakkede i 1908. U dad til

va r Damm i de Dage som sædvanlig; han ba r sit Hoved

lige højt, men paa Tom andshaand kunde man lejlig

hedsvis som i e t Glimt se, hvad der rørte sig bag de t

tilknappede Ydre. H an hadede fra hin Dag Em il Levy,

som havde a ffa tte t de t saakald te „falske P ro sp ek t“,

og som han be trag tede som den egentlige Ophavs

mand til den Ulykke, der havde ram t Banken og hans

Familie.