OmkringKøbenhavnsBørs

a t holde Offentligheden i Aande, men Interessen g ja ld t

mere hans Person end Banken. P aa Børsen viste han

sig kun i Ny og Næ. Her var de t Geheim ee ta tsraad

Jul. Larsen, der repræsenterede Banken, bevægende

sig ru n d t i Børssalen, affabel og indladende, men sam

tidig i sin Form le t maliciøs og sarkastisk . D a han hin

straa lende Sensommerdag i 1908, da A lberti havde

meldt sig til Politie t, blev ka ld t ned i N a tionalbanken ,

mens P riva tbankens eget, i H a s t sammenkaldte Bank-

raad i Spænding afventede hans Tilbagekomst, fik han

sit Knæk. Den store Offentlighed, der va r tilbøjelig til

a t identificere P riva tbanken med Heide, vend te sig vel

i første Øjeblik mod denne, men d e t var Larsen, som

havde Ansvaret for Bankens Engagements med Alberti,

og han blev da ogsaa ko rt efter nødsaget til a t vige

sit Sæde.

Den 8. September 1908 henimod Børstidens Slutning

kom jeg op paa Børsen. Der hvilede en underlig trykk e t

Stemning over Forsamlingen. Folk stod tavse eller i

dæmpet Sam tale rund t om i Vinduesfordybningerne.

M an havde Følelsen af, a t e t Uvejr va r i Anmarch, men

a t ingen rigtig vidste fra hvilken K an t, de t vilde komme.

Paa min Vej gennem Børssalen standsede jeg ved

en Vinduesniche, hvor Brødrene Dessau og enkelte

andre stod fordybe t i Samtale. — „Hvad er her paa

Fæ rd e?“ spurgte jeg. „Ved De ikke noget?“ lød Svaret.

„E r de t rigtigt, a t Bondestandens Sparekasse er lukke t?“

Jeg for til Telefonen. Bondestandens Sparekassesva

rede ikke. Jeg ilede ind i P riva tbanken . Der va r Bank-

raadsmøde, men da jeg gik ned ad T rapperne , mødte

jeg Geheimee ta tsraad Larsen, der kom fra e t Møde i

Na tionalbanken og uhyre nedslaaet i en ko rt Sam tale

meddelte mig, hvad der var sket. K o rt efter vidste hele

Børsen de t samme.