a t holde Offentligheden i Aande, men Interessen g ja ld t
mere hans Person end Banken. P aa Børsen viste han
sig kun i Ny og Næ. Her var de t Geheim ee ta tsraad
Jul. Larsen, der repræsenterede Banken, bevægende
sig ru n d t i Børssalen, affabel og indladende, men sam
tidig i sin Form le t maliciøs og sarkastisk . D a han hin
straa lende Sensommerdag i 1908, da A lberti havde
meldt sig til Politie t, blev ka ld t ned i N a tionalbanken ,
mens P riva tbankens eget, i H a s t sammenkaldte Bank-
raad i Spænding afventede hans Tilbagekomst, fik han
sit Knæk. Den store Offentlighed, der va r tilbøjelig til
a t identificere P riva tbanken med Heide, vend te sig vel
i første Øjeblik mod denne, men d e t var Larsen, som
havde Ansvaret for Bankens Engagements med Alberti,
og han blev da ogsaa ko rt efter nødsaget til a t vige
sit Sæde.
Den 8. September 1908 henimod Børstidens Slutning
kom jeg op paa Børsen. Der hvilede en underlig trykk e t
Stemning over Forsamlingen. Folk stod tavse eller i
dæmpet Sam tale rund t om i Vinduesfordybningerne.
M an havde Følelsen af, a t e t Uvejr va r i Anmarch, men
a t ingen rigtig vidste fra hvilken K an t, de t vilde komme.
Paa min Vej gennem Børssalen standsede jeg ved
en Vinduesniche, hvor Brødrene Dessau og enkelte
andre stod fordybe t i Samtale. — „Hvad er her paa
Fæ rd e?“ spurgte jeg. „Ved De ikke noget?“ lød Svaret.
„E r de t rigtigt, a t Bondestandens Sparekasse er lukke t?“
Jeg for til Telefonen. Bondestandens Sparekassesva
rede ikke. Jeg ilede ind i P riva tbanken . Der va r Bank-
raadsmøde, men da jeg gik ned ad T rapperne , mødte
jeg Geheimee ta tsraad Larsen, der kom fra e t Møde i
Na tionalbanken og uhyre nedslaaet i en ko rt Sam tale
meddelte mig, hvad der var sket. K o rt efter vidste hele
Børsen de t samme.
8