OmkringKøbenhavnsBørs

Svar, a t han jo kunde læse sig a lt fornødent til, naar

Regnskabe t forelaa. „D e ropp e“, tilføjede han , ide t han

pegede mod Lo fte t, „holder vi vore Bestyrelsesmøder.

Dér vedtages Regnskab og U dby tte , og jeg drejer L aa

sen om i Døren, ind til Meddelelsen er naae t til Børsen.

Før de tte er sket, slipper ingen u d i“

D e t var vel nok m ent som en Spøg, men de t k a rak te ri

serede Manden. Hans Temperam ent og M etoder passede

ikke he lt med dansk M en ta lite t, og Sam tiden væ rdsa tte

derfor heller ikke hans Gerning efter Fortjeneste. T ie t

gen havde ka ld t ham hjem fra Rusland — hvor han som

ung M and havde faae t Ansættelse i de t Bornho ld t’ske

F irm a og havde tje n t sig op til C h e f— for a t han skulde

foretage en hø jst tiltræ ng t indre Reorganisation a f Sel

skabe t, og e t saadan t Oprydningsarbejde virker le t til

a t gøre sin M and mere fryg te t end elsket.

Under F rag tkam pen med „Vereinigte Bugsir“ i Aarene

1903/1904 skete det, a t P riva tbankens D irek tør, Gehei-

m ee ta tsraad Jul. Larsen, en Dag paa Børsen anmodede

mig om a t tale med D irek tø r B rand t om e t Dementi,

som jeg skulde søge op taget i hamburgske Blade, der

havde b rag t nogle urigtige, for D e t Forenede D am p

skibs-Selskab generende Meddelelser. D a jeg efter Børs-

tid naaede ned i Kvæsthusgade og anmodede om a t faa

D irek tøren i Tale, blev der svaret mig, a t han ikke va r

til Stede. Jeg kunde ganske v ist se ham bag Glasvæg

gen, men — „D irek tøren tog ikke mere imod idag!“

D a jeg fo rtsa t insisterede paa a t blive meldt, gav

den mangeaarige Kontorchef, der var graane t i Selska

be ts T jeneste, til Slut op, ide t han med dirrende Stemme

sagde: „Naa, saa skal jeg melde Dem, men —

det bliver

paa Deres eget Ansvar!1

D a jeg omsider fik Foretræde, viste D irek tø r B rand t

sig fra sin aller elskværdigste Side. Han var a f Banken