Svar, a t han jo kunde læse sig a lt fornødent til, naar
Regnskabe t forelaa. „D e ropp e“, tilføjede han , ide t han
pegede mod Lo fte t, „holder vi vore Bestyrelsesmøder.
Dér vedtages Regnskab og U dby tte , og jeg drejer L aa
sen om i Døren, ind til Meddelelsen er naae t til Børsen.
Før de tte er sket, slipper ingen u d i“
D e t var vel nok m ent som en Spøg, men de t k a rak te ri
serede Manden. Hans Temperam ent og M etoder passede
ikke he lt med dansk M en ta lite t, og Sam tiden væ rdsa tte
derfor heller ikke hans Gerning efter Fortjeneste. T ie t
gen havde ka ld t ham hjem fra Rusland — hvor han som
ung M and havde faae t Ansættelse i de t Bornho ld t’ske
F irm a og havde tje n t sig op til C h e f— for a t han skulde
foretage en hø jst tiltræ ng t indre Reorganisation a f Sel
skabe t, og e t saadan t Oprydningsarbejde virker le t til
a t gøre sin M and mere fryg te t end elsket.
Under F rag tkam pen med „Vereinigte Bugsir“ i Aarene
1903/1904 skete det, a t P riva tbankens D irek tør, Gehei-
m ee ta tsraad Jul. Larsen, en Dag paa Børsen anmodede
mig om a t tale med D irek tø r B rand t om e t Dementi,
som jeg skulde søge op taget i hamburgske Blade, der
havde b rag t nogle urigtige, for D e t Forenede D am p
skibs-Selskab generende Meddelelser. D a jeg efter Børs-
tid naaede ned i Kvæsthusgade og anmodede om a t faa
D irek tøren i Tale, blev der svaret mig, a t han ikke va r
til Stede. Jeg kunde ganske v ist se ham bag Glasvæg
gen, men — „D irek tøren tog ikke mere imod idag!“
D a jeg fo rtsa t insisterede paa a t blive meldt, gav
den mangeaarige Kontorchef, der var graane t i Selska
be ts T jeneste, til Slut op, ide t han med dirrende Stemme
sagde: „Naa, saa skal jeg melde Dem, men —
det bliver
paa Deres eget Ansvar!1
D a jeg omsider fik Foretræde, viste D irek tø r B rand t
sig fra sin aller elskværdigste Side. Han var a f Banken
32