129 / 132
da m a a tte lade ligge, fordi den ikke
e v n e d e ande t, det m a a vel en sen ere Tid h av e Lov til a t fu ldby rde .
H vad d e r gæ lde r det enke lte Menneske, d e r vok se r fra sin Svaghed
og sine M isgreb, hæ v e r sig ove r dem
ved dristig Handling , og de rved ud sle tte r In d tryk k e t a f tidligere T iders
Modgang, det gæ lde r ogsaa Folket
som Helhed .
Det e r i A lm indelighed en falsk
P ietet a t væ rn e ove r e th v e rt Minde
fra Fortiden — alene i K ra ft a f dets
Alder. I d e tte Tilfælde, h v o r Talen
e r om F rue K irke — hvis k u n s t n e r i s k e Væ rd i e r om d ispu tabe l og hvis
h i s t o r i s k e Tale e r en Røst fra Afm ag ts og U lykkes T ider i v o rt Folk,
d é r vilde det føles som noget a f
en O p r e j s n i n g e n s Handling , a t genopbygge det Spir, som da sank i Grus.
H vad vo re Fæ d re m a a tte lade ligge,
fordi T iderne v a r onde og fattige, det
fo rm a a r vi, fordi vi ib land t os h a r
den Mand, »den sto rstilede Borger«,
som H r. L a rsen siger, d e r b aad e h a r
Evnen og Viljen dertil.
— Skulle vi da sige N e j !
H r. L a rsen ta le r b ek ym red e O rd
om , a t dette Spir vil »ødelægge og
fo rvanske en u dm æ rk e t Mands A rbejde«. Kan det ikke trø s te h am , a t
sa a m ange a f vo re bedste K unstne re
og Kunstfo rstand ige siger god fo r den
T anke a t fo rb inde Spir m ed Taarn?
Og m on H r. L a rsen h a r set den sto re
Model a f K irken m ed Spiret, som h a r
væ re t opstillet i G lypto teket? — Jeg
kunde tæ nk e mig, a t Synet a f denne
H e l h e d vilde gøre h am betænkelig
ved a t bruge O rd som »Vandalisme«
og »ark itek ton isk Forb rydelse« i Fo rb indelse m ed dette Bygningsværk.
Jeg fo r s ta a r ,a tH r . L a rsen ogm ange
m ed h am ho ld e r a f F rue K irke m ed
sit kullede T aa rn , som det nu en Gang
s ta a r der, og hvis »Egenart« de fra
Børn a f h a r væ nn e t sig til. D er e r
en sm uk H jem stavnsfø le lse deri, vel
væ rd a t re sp ek te re , en Følelse, som
vi alle m e re eller m ind re e r g rebne
a f ove rfo r det æ rvæ rd ig e Gam le. Alligevel, det Gam le h a r ikke Ret til
— b lo t fordi det e r kend t og kæ rt
fo r os, d e r lev e r nu — a t skygge for
og fo rh ind re F rem væ k sten a f det Nye,
d e r k om m e r m ed L ivets og en sen e re Tids Ret.
F rue K irkes Spir e r ikke a l e n e ny t
og et Sym bo l p a a Nutidens Rigdom
og Evne, det e r t i l l i g e som et Baand,
d e r fo rb ind e r os m ed Fo rtiden : det
s a m m e S p i r k n e j s t e i s i n T i d o v e r
K ø b e n h a v n n e t o p f r a s a m m e
P l a d s — om ju s t ikke fra samm e
Kirke. Med dette Spir k n y tte r vi a tte r T raa-
den, d e r ræ k k e r tilbage til det gam le
»Kongens København« — ove r en
Mellemtid, d e r fo r By og L and betød F attigdom og U lykke.
Jeg sku lde tro , a t de Mænd, d e r
nu sidd e r p a a den dan ske Rigsdag,
v a r tilgængelige fo r den Læ re , som
lad e r sig udd rag e he ra f, a t de m a a tte
billige den H and lingens Patrio tism e ,
d e r h a rb a a r e tT a n k e n om S p ir e tf r em ,
— og som jo tilm ed h a r den Fo rtje neste, a t den ikke stiller umulige K rav
til en an s træ n g t S tatskasse.«
Ved Folketingsm and , Dr. L. Moltesen h a r Foren ingen til H ovedstaden s
Forskønne lse til Rigsdagen indb rag t
et A nd ragende om a t fremm e det
fo relag te Lovforslag v ed rø ren d e Spire t. A nd ragende t ledsagedes a f en
G enpart a f den Adresse til Fordel
fo r Spiret, d e r i D ecem b e r 1910 —
fo rsyn e t m ed 536 U nd e rsk rifte r —
indgaves til Kultusm in isteriet.
FORSKØNNELSE
ET L IL L E REJSEBREV OM U D HÆ NG S SK IL T E I BYER I UDLAND ET
I
B uegangene i Rue Rivoli i Paris gik jeg saa-
mænd og kom til at tænke paa Borgmester
Marstrand. — Ja, er det egen tlig ikke ret n aturligt, at man kommer til at tænke paa ham,
naar man netop gaar og beundrer en smuk
Byplan ?
Tankeforbindelsen førtes videre fra nævnte
Borgmester til »Foreningen for H ovedstadens
Forskønnelse« og da end elig til Foreningens
122
Blad »Forskønnelsen«, hvis Redaktør jeg in den m in Rejse havde lovet m uligvis at sende
en Artikel om Udhæ ngsskilte i de Byer, jeg
besøgte i Udlandet. — Jeg fik dog ikke Tid
til at skrive derom fra Paris, og her i W ien
blev det heller ikke til Alvor, før jeg paa en
temm elig brat Maade b lev m indet om m in
Forpligtelse ved fra Redaktøren at modtage
en telegrafisk Opfordring til at skrive en Ar-