9 / 228
6
Peter Henningsen
I det tidlig m oderne Europa
vrim lede det m ed betlere iform
a f krøblinge, hjem løse børn, af
dankede soldater og fam ilier,
der havde varet udsatfo r ulyk-
kestilfielde. På billedet ses en tysk
tegningfra 1470 a fe t betlerpar
p å tiggervandring (gengivet ef
ter Christoph Sachsse &Florian
Tennstedt (hrsg.): Bettler, Gau-
ner und Proleten, 1983).
kunne faktisk gøres noget ved sagen, hvis man satte alle kræfter ind: Forstan
der i Københavns tiende forsørgelsesdistrikt, N. H. Weinwich, holdt således
i 1802 en tale for de københavnske forsørgelsesforstandere, hvor han ind-
prentede dem årsagerne til den udbredte fattigdom, og hvad man burde gøre
ved den. Først og fremmest var der den ulige fordeling af de materielle goder,
hvor alt for få ejede alt for meget, dernæst landets dårlige klima og den frie
import af udenlandske varer, som gjorde det svært at oparbejde en hjemlig
industri. Det var alt sammen ting, som det var svært at gøre noget ved. Til
gengæld forholdt det sig straks anderledes med “den nationale hang til do
venskab” og “mangel af sand oplysning hos ethvert menneske”. Det var her,
man burde sætte ind. Enhver måtte overbevises om, “at hans bestemmelse her
på Jorden, er en uafbrudt virksomhed (...) og når enhver alvorligen uddyr
ker og rettelig anvender enten sine physiske eller moralske kræfter, da vil den
Underholdning han behøver, ikke mangle”.3
Det var “oplysning” som var kodeordet. Med systematisk uddannelse af
de fattiges børn og en fast statslig tagen hånd om de fattiges kår kunne man
planlægge sig til fremtidig lykke og velstand, for ganske vist kunne “almues
manden” let glemme de erhvervede kundskaber, som medlem af fattigdirek
tionen J. H. Bårens sagde i 1806, “men en dyrket forstand vil dagligen vejlede
og nytte ham. Mennesker glemmer kundskaber; men forstanden, engang op
klaret, fordunkles aldrig”.4