1. Fattigdom i København i tidlig moderne tid
Peter Henningsen
Indledning
Fattigdom er et relativt fænomen. Selvom de fleste nok kan blive enige om, at
der eksisterer fattige mennesker i dagens Danmark, så er der ikke desto min
dre tale om en helt anden slags fattigdom end den, der eksisterede før skabel
sen af den moderne velfærdsstat efter 2. Verdenskrig. Moderne fattigdom har
ikke meget at gøre med den udstrakte forarmelse og elendighed, man kunne
finde i det tidlig moderne Danmark (1500-1800) eller som man finder i vore
dages latinamerikanske, asiatiske og afrikanske storbyer.
Den fornedrende fattigdom, der fandtes i det tidlig moderne Europas
storbyer og landområder har vi moderne, materielt priviligerede danskere
næppe den store forudsætning for virkeligt at forstå. Her er det ikke nok at
gennempløje historiske kilder på landets arkiver eller læse historisk litteratur.
Måske kan vi i heldigste fald fa et indblik i de fattiges fortvivlede sociale for
hold, men fattigdomskulturen undslipper os for det meste: Forarmethedens
lugt f.eks. - til tider en decideret stank - og fattigdommens konsekvenser i
form af dårlig og ussel ernæring, sygdom og høj dødelighed - især for børn -
kolde og fugtige boliger i kældre og på kviste, mangel på klæder og sengetøj,
møbler og husgeråd.1Men fattigdom og den yderste armod var et dagligt le
vevilkår for en meget stor andel af befolkningerne i Europa i perioden 1500-
1800.
Fattigdommen accepteredes af de fleste som noget uundgåeligt, af nogle
endda også som noget nødvendigt: “Fattigdom er et nødvendigt onde i en
stat” hævdede moralfilosoffen Johannes Boye i 1798, “og næppe siden det er
nødvendigt, kan det kaldes et onde. Den fattigste lider virkelig ikke så meget,
som han for tilskuerne synes; og for disse, når det hændes, at de var misfornø
jede med deres kår, hvad større opmuntring til tålmod da, end at se den store
mængde, der har det værre”.2
Det var dog ikke alle, der så så nonchalent på fattigdomsproblemet som
Boye, ligesom ikke alle var enige om, at fattigdommen var uundgåelig. Der
5