35 / 170
32
tre Sangerinde Pavilloner, og de optrædende
Damer gik med Tallerkenen . Længst holdt »K i
sten« sig ; jeg nød som ung den Æ re at sidde ved
D irektørens Bord , men iøvrigt mener jeg at Vise-
digteren
Rantzau
ikke ragede op over sin Sam tid.
Det gjorde derimod
E rik Bøgh
, en a f de faa der
har mestret at sk rive en R e v y hvor Satiren ikke
v a r tandløs. I T ivo lis Koncertsal, det inderste
lille Rum a f den nuværende G lassal, stod
Gamle
Lumbye
og dirigerede, spillede med paa sin Violin
og nikkede ned til Bekendte i Salen . Det v a r
hyggelig t.
En B y s Originaler præger den omtrent som
Reklam eskilte. Je g tænker ikke paa Gadens Ori
ginaler, skønt de naturligvis hører med i B illedet ;
Peter Runde T aarn v a r den Gang død og afløst
a f F lø jte K a rl, som b lev malet a f Carl B loch,
Puste Møller, en havareret Skuespiller, Scheibe-
lein og Pudse Peter. Interessantere er de sær
prægede Mennesker i et højere P lan . En Gang for
mange A ar siden sad jeg nede i »Grøften« i Tivoli
og talte med
Ole Gottfred,
en over hele B yen
kendt Reporter, forlængst glemt under en Minde
sten ; da v a r lige en a f K jøbenhavn s løjerlige
Skikkelser gaaet bort, vistnok Frederik den S y
vendes Søn, ham med de mange Medaljer paa
B ry ste t, og Ole sagde:
— J a de dør efterhaanden, alle Originalerne;
nu er der snart ikke andre end mig tilbage!