41 / 170
38
den gale Side i de første K am p a ar, og skal man
lade F lertallet dømme, saa v a r Retten den Gang
hos Skruebrækkerne. Det er den gamle Historie
at hvad der er Sandhed i Dag, kan være noget
andet i Morgen. Men det gik i alt Fald helt ander
ledes end profeteret a f den T id s tre klogeste
Hoveder.
Da
Pio
kom ud a f Fængslet, v a r han ikke blot
M indretalsfører som før, men F rafald et v a r over
ham . Der er ingen Anledning til at sige: Forræde
rie t; for a f hans Socialisme, der bundede i at
»Staten er et v an v ittig t Sammensurium a f for
ældede Institutioner«, havde Arbejderne ingen
T ing forstaaet. Den senere R edak tø r,
W iinblad
,
lempede A rbejderne over i »den socialistiske Stat«,
en Forfalskn ing a f K a rl M arx som slet ikke kender
noget til den socialistiske S ta t. W iinblads E fte r
følger
Borgbjerg
har brugt denne gejstlige Vend ing:
»Vi erfarer daglig at Staten er ensbetydende med
Orden og fornuftig Plan.« Og dette Halelu ja har
den sidste i D ynastiet senere sunget videre paa.
Men i Pios Stilling til P artiet er der foretaget en
højtidelig Forandring fra den Gang W iinblad
glædede hans Fjender ved ofte at citere
Geleffs
Ord fra et gammelt F ly v e s k rift: »Pio og jeg, vi
to Slyngler.« Nu Louis Pio er død og a f Vejen , er
han en Statue i Partiets mægtige Siegesalle, og
man sælger hans B illede paa Valgfondsmærker til
den populære P ris a f 50 Øre. Da den fordums