46 / 170
43
sorerne
Høffding
og
Erslev
b lev truede med A fsked
i Provisorieaarene,
Georg Brandes
forjaget til
Berlin. Doktordisputatserne v a r utilladeligt tynde,
og Eksam inerne v a r, som alle Eksam iner, et
Garantimærke der ikke v a r mere til at stole paa
end en Professorudnævnelse. Th i Professorernes
Anseelse v a r højst forskellig; jeg kommer til at
huske paa en Universitetsanekdote. Ved det teolo
giske F aku ltet v a r der en gammel lun Jy d e ,
Professor
Hermansen
, og sam tidig med ham v a r
Professor
Scharling
med de to Sønner Teologen
Henrik
og Socialøkonomen
W illiam .
En D ag faldt
Talen i et Selskab paa disse to, og Hermansen sa g d e :
— J a , gamle Scharling har megen Sorg a f sine
B ø rn ; nu har Henrik igen sk revet en Bog . De
bliver tykkere og tykkere, og tyndere og tyndere.
F aku ltet har ofte staaet imod F aku ltet, hvad
der i og for sig ingen U lykke er i ; kun de Uvidende
er altid enige. En Gang b lev der et mægtigt
Spektakel mellem Medicinere og Teologer. Det
kom a f at Medicinsk Selskab havde holdt en Fest
hvor der b lev sunget en V ise om de mest berømte
Læger, og deri forekom følgende Vers, der kun
var bestemt for P riv a tliv e t men b lev draget frem
af nervøst-religiøse Mennesker som Gudsbespot
telse :
Den første han opvakte
v ar Enkens Søn af N ain ;
han sig paa B aaren strak te
og saa sig om forlegn,