161 / 470
148
en Gang i 1739, at de ikke kunde arbejde paa Slottet, för et begaaet Tyveri
var blevet opklaret. Og det er et stort Spörgsmaal, hvorledes det gik Mur-
svenden Svend Erichsen, der efter at have siddet tre Maaneder paa Vand
og Brød i Kastellet for ikke at have oplyst en Sølvtallerken, han havde
fundet, i 1730 gjorde gjældende, at han ikke var dömt for noget Uærligt
eller for Tyveri, han havde anset Sølvtallerkenen for en Tintallerken, og
opnaaede at faa en kongelig Resolution
for, at han som tilforn maatte antages
i Mursvendenes Lav.1Det er saare tvivl
somt, om denne Resolution har hjul
pet ham, ti Svendene havde, som det
hedder, »forskudt« ham , og den heri
liggende Dom har Resolutionen næppe
kunnet omstøde.
Det gjaldt for den enkelte Svend
om altid at opføre sig saaledes, at han
til enhver Tid kunde erklæres for »ren«
og »retskaffen«. 1724 vedtog Svendene,
at enhver Udlært, der ønskede at blive
indskreven, skulde have Bevis for at
være ægtefødt samt fri for Vornedskab,
og i 1747 kostede det en Svend hans
Ret til at være Medlem af Lavet, at
han havde ægtet et besovet Fruentim
mer. Og hvad der saaledes gjaldt for
en Svend i A lm indelighed, gjaldt i
endnu höjere Grad for den Svend, der
stod i Spidsen for Svendeselskabet,
42. Mursvendenes Tudkande.
Formanden. Det har derfor sikkert
vakt stor Uro, naar Mursvend Gott
hard N ielsen i 1738 brugte stærkt haanende Ord om Formanden V illum
Pedersen. Han beskyldte ham for i en Sag om nogle Sygepenge at have
svoret sin Salighed bort, saa at Mursvendene ikke kunde rejse, da deres
Formand ej mere var ren; hvor de paa Værtshus mødte andre zünftige
Svende, maatte de enten tage deres Hat af for dem eller viske sig om Munden