57 / 470
DANSKE STENHUGGERE .
D
e
første Stenhuggere, vi i den historiske Tid træffe her i Landet, ere
de Mænd, der huggede (ristede) Indskriften i Fortidens mange danske
Runestene. Det er Nordboernes Trang til ikke at ville se den jordiske Død
som en endelig Afslutning paa alt Liv, der rejser Runestenene. Efter Livet
her paa Jorden fulgte Livet i Valhal og Fensal, men selv her paa Jorden
kunde der leves i et hædret Minde, og hertil skulde Runestenene hjælpe.
Der staar paa flere af dem: »Disse Runer ville leve meget længe«. Der er
en sikker Forvisning tilstede herom. Men derfor er det ogsaa en hojt anset
Gjerning at rejse en Sten og riste dens Runer, hvad der ikke altid gjordes
af den Samme. Paa Sten efter Sten nævnes baade den, der lod den rejse,
og den, der huggede dens Runer, hvad der lader formode, at der alt den
Gang var øvede Runeristere, hvis Hjælp ved saadanne Lejligheder paakald
tes, uden at disse »Stenhuggere« — flere af dem kjendes ved Navn, f. Ex.
Aver, Sote, Tofe, Toke, Tord — dog derfor tor betragtes som særligt ud
dannede Haandværkere. Paa en jysk Sten er det en Godsbestyrer ved Navn
Asser, der rister Runerne. Datidens Mænd, der vare dygtige i alskens Haand-
gierning, satte bl. A. Pris paa at være gode Smede, og den Gang betød
Smed ikke som nu kun en Metalarbejder, nej Enhver, der med Færdighed
kunde behandle et haandgribeligt Stof, var Smed. Der nævnes Jernsmede,
Træsmede og Stensmede. Det er en Toke Smed, der rejser baade Horning-
Stenen og Grensten-Stenen i Jylland.1
Runestenene talte og tale endnu ; der er Liv og Aand i dem ; vi se endog
Hedenskab og Kristendom brydes i dem. Paa een af dem findes Hagekorset