HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

A. P. W eis

623

direktion. I de første 30 år af fondets funktionstid var

Weis den stabile faktor i dets ledelse. Han så i tidens

løb mændene på de to andre poster skifte — Carl Jacobsen efterfulgtes 1914 i formandsstolen af sin søn

Helge Jacobsen, som menigt medlem afløstes etatsråd

Holger Hammerich 1915 af overretssagfører L. Zeuthen

og denne 1923 af dr. phil. Francis Beckett — men Weis

var med lige fra starten, da gavebrevet underskreves 20.

januar 1902 og det første direktionsmøde afholdtes

5. april s. å., og i Carl Jacobsens levetid fungerede han

desuden som fondets sekretær og helt til 1933 som dets

kvæstor.7 — Hvilken rolle de enkelte direktionsmedlemmer spiller, unddrager sig selvfølgelig udenforståendes

bedømmelse, men de ord, Gustav Philipsen i 1923 anvendte til karakteristik af Carlsbergfondets virksomhed,

kunne vist med samme ret have været anvendt om Ny

Carlsbergfondet: at det ikke var blevet „et Arnested for

Klikevæsen, Nepotisme eller Belønning for Rettroenhed“.8

Også for Den Hirschsprungske Samlings oprettelse og

ordning som selvstændig statsinstitution har Weis en

væsentlig del af æren. Når det overhovedet lykkedes trods

megen modstand at gennemføre planen om det nye museum skyldes det ikke blot Heinrich Hirschsprungs ildhu

og tro på sin sag, men også den støtte han modtog fra

sine nærmeste rådgivere, Emil Hannover9 som hans

kunstneriske og A. P. Weis og L. Zeuthen som hans praktiske tillidsmænd. Weis’ menneskekundskab, hans enestående forhandlingstalent, hans evne til at undgå det

skarpe standpunkt så længe der var mulighed for et kompromis — egenskaber, der engang af en kendt billedhug-

gerinde offentligt indbragte ham prædikatet „den åleglatte departementschef“ — kom i høj grad Hirschsprung

og hans kamp for sit museum til gode.

Hirschsprungs og Weis’ bekendtskab stammede fra

Paris, hvor de traf hinanden under verdensudstillingen

1878. Interessen for kunst knyttede de to mænd sammen,

og Weis blev en hyppig og kærkommen gæst i det Hirschsprungske hjem. De tre ungkarle, Andreas Weis, P. S.

Krøyer og Anton Svendsen var i årene omkring 1880-

ernes midte faste gæster ved familjens søndagsmiddag.

Hirschsprung havde også blik for den 15 år yngre jurists

evne til at omgåes mennesker og benyttede ham i flere