A. P. W eis
623
direktion. I de første 30 år af fondets funktionstid var
Weis den stabile faktor i dets ledelse. Han så i tidens
løb mændene på de to andre poster skifte — Carl Jacobsen efterfulgtes 1914 i formandsstolen af sin søn
Helge Jacobsen, som menigt medlem afløstes etatsråd
Holger Hammerich 1915 af overretssagfører L. Zeuthen
og denne 1923 af dr. phil. Francis Beckett — men Weis
var med lige fra starten, da gavebrevet underskreves 20.
januar 1902 og det første direktionsmøde afholdtes
5. april s. å., og i Carl Jacobsens levetid fungerede han
desuden som fondets sekretær og helt til 1933 som dets
kvæstor.7 — Hvilken rolle de enkelte direktionsmedlemmer spiller, unddrager sig selvfølgelig udenforståendes
bedømmelse, men de ord, Gustav Philipsen i 1923 anvendte til karakteristik af Carlsbergfondets virksomhed,
kunne vist med samme ret have været anvendt om Ny
Carlsbergfondet: at det ikke var blevet „et Arnested for
Klikevæsen, Nepotisme eller Belønning for Rettroenhed“.8
Også for Den Hirschsprungske Samlings oprettelse og
ordning som selvstændig statsinstitution har Weis en
væsentlig del af æren. Når det overhovedet lykkedes trods
megen modstand at gennemføre planen om det nye museum skyldes det ikke blot Heinrich Hirschsprungs ildhu
og tro på sin sag, men også den støtte han modtog fra
sine nærmeste rådgivere, Emil Hannover9 som hans
kunstneriske og A. P. Weis og L. Zeuthen som hans praktiske tillidsmænd. Weis’ menneskekundskab, hans enestående forhandlingstalent, hans evne til at undgå det
skarpe standpunkt så længe der var mulighed for et kompromis — egenskaber, der engang af en kendt billedhug-
gerinde offentligt indbragte ham prædikatet „den åleglatte departementschef“ — kom i høj grad Hirschsprung
og hans kamp for sit museum til gode.
Hirschsprungs og Weis’ bekendtskab stammede fra
Paris, hvor de traf hinanden under verdensudstillingen
1878. Interessen for kunst knyttede de to mænd sammen,
og Weis blev en hyppig og kærkommen gæst i det Hirschsprungske hjem. De tre ungkarle, Andreas Weis, P. S.
Krøyer og Anton Svendsen var i årene omkring 1880-
ernes midte faste gæster ved familjens søndagsmiddag.
Hirschsprung havde også blik for den 15 år yngre jurists
evne til at omgåes mennesker og benyttede ham i flere