16 / 295
1. JANUAR 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 1
at de, der stod i hans umiddelbare Nærhed, dræbtes af de fjend t
lige Kugler.
At han iøvrig, ikke heller paa selve S lottet var i Sikkerhed,
viser Beretningen om, at Fjendens G ranater 1658 ødelagde et af
Riddersalens Vinduer.
Paa Rosenborg opbevares den Ridedragt, Dronningen bar under
Belejringen, naar hun tilhest ledsagede sin Gemal paa hans dag
lige Runder paa Volden, ligesom man sammesteds fremviser den
Karabin, med hvilken hun efter Sagnet skal have skudt paa Fjen
den. Ved de store Udfald, hedder det, var Kongeparret bestan
dig stæ rkt interesserede Tilskuere og modtog Tropperne, naar de,
efterat Kampen var endt, trak sig tilbage indenfor Byportene. Og
i et enkelt Udfald, i Oktober 1658, ved hvilken Lejlighed Carl
Gustav nær var bleven taget til Fange, vides det at Kongen p e r
s o n lig tog Del.
Endvidere vandt Kongeparret Folkets H jerte, da Nøden viste sig
i den belejrede By, og de skænkede „ h v a d de e je d e a f G u ld ,
S ø lv og K le n o d ie r , h v a d t i l d e t g em e n e B e d s te k u n d e
a n v e n d e s “.
j\len mere end alt andet bidrog Kongens vennesæle Sind og
jævne, folkelige Færd til at styrke Sammenholdet mellem Be
folkningen og Kongehuset. „Han bød baade den kejserlige og
borgerlige Øvrighed tilbords, tog dem til Raads med sig og vilde
In tet paalægge eller begære, førend han file sine U ndersaatters
Sam tykke“.
Og det var paa denne Grundvold af gensidig Forstaaelse, at
Frederik den Bdie et Par Aar senere kunde vinde det køben
havnske Borgerskabs Sam tykke til den store Regeringsforan
dring. — —
Da E fterretningen om at Sverrigs Orlogsfiaade styrede Syd fra
mod København, medens Carl Gustav i egen Person var landet
paa Sjællands Kyst, hin Søndagefterm iddag den 8. August 1658,
naaede den danske Hovedstad, spredte Forfærdelsen sig mellem
Befolkningen som Ild i Straa.
E fterretningerne var forvirrede, og ofte modsagde de hverandre,
men om Kærnen i Sagen var ingen Tvivl mulig. Den lønlige Frygt,
der som en Mare i lange Tider havde behersket alle Sind, var
bleven til sørgelig Virkelighed.
Nu m aatte der handles h u rtig t og resolut. I stor Hast sammen
kaldtes Regeringens Medlemmer, og to af Rigets Raader, C h r i
s te n S k e e l og M o g e n s H ø e g , sendtes til Køge, hvor man i
Øjeblikkets opskræmte Forvirring allerede indbildte sig at fore
finde Svenskekongen. Alle følte, at nu gjaldt det enten ydmyg
Underkastelse eller en Kamp paa Liv og Død for Danmarks
Existens.
Det var just ikke udelukkende beh jertet Tale, der førtes i det
sammenkaldte Rigsraad. De modløse og umandige Ord, som ogsaa
senere Tider har k endt: „Hvad kan det n y tte ? “, lød som Ugle
skrig ind mellem mandige og stolte Udbrud.
Vel sandt — der var god Grund til at ængstes. Vor Hærstyrke
var ringe, vore Orlogsskibe var aftaklede og laa indenfor Bommen
uden Kanoner ombord. Vore Volde var dels forfaldne, dels endnu
under Arbejde, vore Brystværn saa lave, at deres Nytte i en al
vorlig Nærkamp næsten m aatte kaldes illusorisk, og Gravene laa
delvis uden Vand.
Størst Bekymring vakte dog det stadig tilbagevendende Spørgs-
m aal: Hvorfra skal vi i Himlens Navn skaffe Brød til de mange
Munde, naar Svensken afspærrer Sundet og belejrer os fra Land
siden med sin overlegne M agt?
Kornet stod endnu uhøstet paa Markerne. Det vilde n aturlig
vis Fjendernes vilde Horder kaste sig over som en Sværm forsultne
Græshopper! F ra Island, Færøerne og fra Norge var vore Skibe
undervéjs med V interforsyninger af alle Slags. Disse Skibe vilde
uhjæ lpeligt falde i Røvernes Hænder!
Heldigvis viste denne sidste Frygt sig overdreven. Vi havde
en rigelig Forsyning af Korn i Behold, og ved nærmere Under
søgelse kom man til det beroligende Resultat, at med fornuftig
Økonomi vilde København kunne brødføde sin Befolkning et Fjer-
dingaar.
Til al Lykke var der foruden K lynkepotterne tappre og behjer
tede danske Mænd, der tiltrods for Ø jeblikkets knugende Alvor,
ikke tabte Modet. Og, som vi alt har hørt, var frem for alle
Landets Konge Situationen voksen. Og da den første Skræk havde
lagt sig, stod man sam let i én fælles Tanke: Skal Danmark falde
for Fjendevold; maa det ikke ske, før København ligger i Ruiner,
og før den sidste Borger, efter et heltemodigt Forsvar, har tilsat
Liv og Blod for det elskede Fæ d reland !
Det Første, der var nødvendigt, før man kunde tænke paa En
keltheder, var a t spærre Vejen for Fjenden. Der gaves Ordre om
ufortøvet at hugge Palisader og de saakaldte „spanske R yttere“.
Gaderne barrikaderedes med Jernkæder, Skarnvogne og opstablede
Stenbunker. Det paabydes hver Borger i sit Hjem at have et
Kar med Vand i Beredskab og raa Oksehuder til at slukke op-
staaende Ildløs med, og at forsyne sig med mindst hundrede
Kampesten, der fra hans Post paa Volden skal benyttes til at
styrtes ned over den fremstormende Fjende. Voldene belægges
endvidere med Stormbjælker, og der bygges B atterier, hvorpaa
Kanonerne kan plantes.
Da de nødvendige Oplag af Tømmer ikke forefindes, søger man
at hjælpe sig paa anden Maade. I Forstæderne, der for en stor
Del alligevel er forudbestem t til at gaa op i Luer, nedbryder man
Bygninger, baade gamle og nye, og udtager Bjælkeværket, og da
Forraadet ikke viser sig tilstræ kkeligt, maa ogsaa en Del Byg
ninger indenfor Voldene lide samme Medfart, efter at Ejendom
mene er bleven takserede, og Beboerne har faaet anvist Lejlighed
for offentlig Regning.
Til de ovenfor nævnte Stormbjælker maa Holmens Chef, den
senere saa berømte N ie ls J u e l , afgive et stort Antal Master —
en Anvendelse han sikkert kun med blødende H jerte har givet
sit Minde til.
Alle Haandværkerlaugene, navnlig Tømrere, Smede og Murere,
møder til Fæstningsarbejde. Hver Gaard eller Vaaning maa dag
lig afgive en Karl eller en „Kvindeperson“ til Jordarbejde paa
Volden, forsynet med sin egen Spade, og til samme Virksomhed
faar Holmens Chef Befaling til at stille ‘200 Baadsfolk til Raa-
dlghed.
Paa den udsatte og ansvarsfulde Post som Københavns Kom
mandant sæ ttes H a n s S c h a c k , der er født Sønderjyde og i sin
Ungdom har tje n t under Christian den 4de, senere gaar i fransk
Tjeneste, og som i 1657, da han kaldtes tilbage til Danmark, er
Oberst og Kommandant i Hamborg, og i Resten af sit Liv efter-
liaanden stiger til de højeste Værdigheder.
Han maner Befolkningen til a t vise Tarvelighed og Maadehold
i Nydelsen af Mad og Drikke og opfordrer Rigfolk til i saa Hen
seende at foregaa de andre med et godt Eksempel. Der fastsæ t
tes Priser, hvorefter Fødemidler maa sælges, og der udstedes Reg
ler for Troppernes Underhold og Indkvartering hos Borgerne. Ra
tionerne af Havre og S traa til Byens Heste nedsæ ttes betydeligt,
og det forbydes Officererne, fra O berstlieutenanter og nedefter, at
m aatte holde mere end én Hest.
Samme Dag, da det i København bliver kundgjort, at Svenske
kongen er landet paa Sjælland, udfærdiges der Breve til Kurfyr
sten af Brandenburg, til Polens Konge og til Generalstaberne i
Holland, hvori man underretter disse venskabelig sindede Magter
om den for Danmark overhængende Fare, og paakalder deres
Hjælp.
Dagen efter røres Trommer og Trompeter over den hele By,
og det ovennævnte Møde holdes paa S lottet i den store Forsam
lingssal, hvor Dørene staa vidt aabne, saa at Enhver, der vil, frit
kan gaa ind. Stemningen løfter sig her til Begejstring, da der
er faldet et ubesindigt Ord om, at man neppe tør lide paa Bor
gernes Standhaftighed. Byens øverste, højt ansete Borgmester,
H a n s N a n s e n , træder frem i Forsamlingen, og under øredø
vende Bifaldsraab erklæ rer han, at han og alle Københavns
Borgere kun vil dø som deres retmæssige Konges Undersaatter.
Den eneste Afdeling i den forhaandenværende Hær, der kunde
siges at være nogenlunde fuldtallig forsynet med Officerer og
Mandskab, var Kongens Livgarde tilfods, det saakaldte r e g im e n t
de g a r d e , der for kort Tid siden var oprettet og nu skulde
modtage Ilddaaben, som det bestod med glimrende Hæder. Det
Ry, det dengang vandt, har det stolte Korps vidst at hævde i
mere end halvtredie Hundrede Aar, — det er nemlig den nuvæ
rende Livgarde, der har indlagt sig Berømmelse, ikke blot paa
vore egne, men ogsaa rundt om i Europa paa de blodigste Val
pladser. Regimentets øverste daværende Chef var Kongen, men
Oberst F r e d e r i k A h l e f e l d t var den, d e r i Majestætens Navn
kommanderede det og førte det an i Striden. Det var formeret
i seks Kompagnier og havde iøvrigt en Styrke af 6 Lieutenanter,