18 / 295
Peuclers Bastion paa Ø stervold, set fra Terrænet ud for D ronningens M ølle, Bakken ned til Østre Anlæg, Maj 1895.
Pot. P. E lfelt.
paa Tøjhuset flere Hundreder baade større og mindre Kanoner, af
hvilke det, da Carl Gustav ankom, var lykkedes at anbringe hen
ved 49 Stykker i Stilling paa Volden. Men til Betjening af disse
Kanoner var der kun et latterlig t ringe Antal Folk, og Borgerne
m aatte derfor i største Skynding oplæres dertil.
Et sæ rligt Ingeniørkorps, en Hærafdeling for hvilken der skulde
synes at have væ ret ganske overordentlig Brug, eksisterede mær
keligt nok ikke, og de derhen hørende Arbejder henlagdes derfor
væsentlig under Artilleriet.
Endvidere maa vi nævne S tu d e n t e r n e s Regiment, der bestod
af 240 Mand, H a a n d v æ r k e r s v e n d e n e s Regiment paa 296 og
K ø b m a n d s s v e n d e n e s paa 130 Mand, — Afdelinger, der dan
nedes ifølge Kongens Opraab i Farens Stund. Og endelig B a a d s-
m æ n d e n e s K o rp s, der var 300 Mand stæ rkt og stod under
Kommando af Admiral N ie ls J u e l.
Som fungerende Bigsmarsk kunde A x e l U ru p have gjort For
dring paa den øverste Hærledelse — selvfølgelig under Majestæ
tens Overkommando — men han resignerede efter Kongens Hen
stilling paa denne Ret og delte frivilligt Kommandoen med Gene-
rallieutenanterne U l r i k C h r i s t i a n G y ld e n lø v e , den ovenfor
nævnte Kommandant S c h a c k og Generalmajor J o a c h im v.
B re d a . Og Magtfordelingen blev da den, at Breda havde sin
P o st-p a a Volden, Gyldenløve stod i Spidsen for de Tropper, der
var bestem t til at gøre Udfald, Schack var den samlede Fæstnings
ved laa København selv i en afventende Taushed, der ikke huede
ham. Den Forvirring og Raadløshed, han havde ventet at finde
mellem de Danske, bemestrede sig ham selv.
Han m aatte se at træffe en Afgørelse. Skulde han storme
Byen eller skulde han belejre den ? Det var lidet overensstem
mende med hans vidtbekendte Forvovenhed og hurtige Beslutsom
hed saaledes at vakle. Og i sin Vaande sammenkaldte han et
Ivrigsraad, der alle Dage har været et daarligt Varsel for kom
mende Bedrifter.
Carl Gustav’s første Mand baade i Hæren og K rigsraadet var
C a rl G u s ta v W r a n g e l , hvem hans Konge og Herre allerede
paa Forhaand havde udnævnt til Fyrste, til arvelig „Hertug af
Sjæ lland“, —- saa sikker havde han væ ret paa en hurtig og sum
marisk Afgørelse af Kampen.
W rangel talte i Krigsraadet stæ rkt imod en Storm. Hans Ar
gument var dette, at Svenskens Styrke rimeligvis var for ringe
til, at Forsøget vilde lykkes. Ventede man blot nogle Dage, vilde
man faa kraftig Understøttelse fra Tropper baade i Skaane og
Fyn og fra Skibenes Kanoner til efter alle Krigskunstens Regler
at ivæ rksætte en fuldstændig Indeslutning og regulæ r Belejring
paa samme Tid fra Landsiden og Søsiden, hvorved Byen i Løbet
af nogle Døgn vilde staa for Fald.
Hans Raad gik ud paa a t lægge alle K ræ fter til at indtage
Kronborgs Fæstning, som det var af Vigtighed at bemægtige sig,
1. JANUAR 1916
FØR OG NU
2. AAFGANG N
r
. l
14 Sergenter, 27 Korporaler, 16 Pibere og Tambourer og 550
Knægte.
Med dette Livregiment er det Samme saa godt som hele Infan
teriet nævnte. Der fandtes vel nok endnu et P ar Fodfolksregi
menter, der im idlertid kun tilsammen 'talte lidt over 300 Mand
og saaledes først under Belejringen fik deres Rammer udfyldte.
Da det sikkert vil interessere vore Læsere at faa et Begreb om
Hærens øvrige Beskaffenhed, vil vi notere, a t R ytteriet befandt
sig i en ligesaa lidt imponerende Forfatning som Infanteriet. Det
bestod i to Regimenter, der tilsammen ikke raadede over 250
Mand, hvoraf end ikke alle var beredne.
A rtilleriet havde en endnu løsere Sammensætning end de to
allerede nævnte V aabenarter og kendte overhovedet ikke til For
mering i B atterier og ’Regimenter. Til alt Held forefandtes der
Kommandant, og Urup overtog Ledelsen af den Administration,
der i Nutiden vilde sortere under K rigsm inisteriet.
I Sandhed — imponerende kunde den Hær, der skulde byde
den svenske Fjende Trods, ikke kaldes! Men den lille Skare
stod parat, enig og begejstret for Fædrelandets hellige Sag.
Den 12te August løsnes ved Morgentid det første Kanonskud
fra Voldene som en uforfæ rdet Tilkendegivelse af, at for Dan
skernes Vedkommende kan Skuespillet godt begynde.
Da den svenske Han- ved Middagstid den I l te August 1658 mar-
scherede op over Valby Bakke, blev Carl Gustav grebet af Tvivl
og Uro. Han havde b etrag tet Hovedstaden som sit sikre Bytte,
og havde i sin Fantasi udm alet sig sit stolte Indtog mellem en
Befolkning, der vilde underkaste sig uden Sværdslag. Han havde
set Byens Forstæder i Brand og vidste, hvad det betød. Og bag
l i