20 / 295
1. JANUAR 1916
inden Hollænderne kom Danskerne til Hjælp. Indtog man Kron
borg, var man Herre over Øresund.
Kong Carl Gustavs Yndling, den unge E r ik D a h lb e r g , var
af en anden Mening. Han vidste jo af Selvsyn, hvor daarligt
forberedte de Danske var, og hvor mangelfuldt Byens Forsvars
væsen var, og i sin ungdommelige Fremfusenhed længtes han
efter at indlægge sig Hæder, og han tilbød i Overmod at sætte
sig paa en Vogn og i Spidsen for den første Stormkolonne at
køre tværs over Volde og Grave.
W rangel, der af flere Grunde var Dahlberg højst ugunstig
stem t. holdt derefter endnu mere urokkeligt ved sit modsatte
Standpunkt.
Da i K rigsraadet den franske Gesandt T e r l o n sluttede sig
afgjort til W rangels forsigtige Dispositioner, vaklede Carl Gustav
ikke længer. Lad kun være, at Københavns Volde var forfaldne,
— de var der dog, og de skulde overstiges, — og lad være, at
Gravene tildels var udtørrede, — ogsaa de dannede Forhindringer,
der skulde overvindes, — og paa Voldene stod Kanoner, vel ikke
i imponerende Antal, men der var dog mange i Forhold til Sven
skernes smaa og faa Feltstykker, — og var man maaske saa hel
dig at trænge frem i Byens Gader, var dette et saare slet Tær-
ræn til at vise den Kampdygtighed, hvorover Svenskehæren i
aaben Mark med stort Albuerum absolut vilde raade, med afgjort
Haab om O vertaget! Det vilde rimeligvis kun udvikle sig til en
forbitret Gadekamp, og om man i den vilde kunne staa sig lige
overfor en saa talrig Befolkning som Københavns var vel et stort
Spørgsmaal!
Og da desuden det overvejende F lertal blandt K rigsraadets
øvrige Medlemmer absolut sluttede sig til W rangels Opfattelse,
'blev det fastslaaet, a t Byen skulde underkastes en regelmæssig
Belejring, og W rangel fik Ordre til Afmarschering til Kronborg
for derved at bemægtige sig den sidste P let danske Jord, der
endnu havde virkelig Modstandsevne. —
E fterat Beslutningen om Belejring var taget, gav Svenskerne
sig øjeblikkeligt i Lag med at anlægge en Forskansningslinie om
kring Byen, og de fand t til dette Forehavende en velkommen
Hjælp i de, rigtignok ganske ufuldførte, Fæstningsanlæg, som
Christian den 4de havde begyndt at anlægge som en ydre Styrk-
ning foran selve Hovedvolden. Man havde paa dansk Side ikke
væ ret blind for, a t Fjenden maaske vilde gøre denne Brug af
Forskandsningerne; men i den korte Tid, der havde væ ret levnet
til Modtagelsen af Svenskerne, var det ikke muligt at faa dem
nedrevet, sam tidig med at Forstæderne afbrændtes. Den indre
Volds Istandsæ ttelse havde lagt Beslag paa alle disponible
Kræfter.
Her indtog Svenskerne en Stilling, der efterhaanden viste sig
af Styrke. De ivæ rksatte en fuldstændig Blokade, og tilsøs holdt
deres Krigsskibe baade i Syd og Nord vor Flaade indesluttet i
Havnen.
Carl Gustav tog selv Overkommandoen, medens W rangel altsaa
sendtes mod Kronborg, hvorhen Dahlberg kort efter skulde følge
ham som ledende Ingeniørofficer, en Post, der, under de fore
liggende Omstændigheder, neppe har væ ret hans Stolthed tilpas.
Danskerne var i fuld Virksomhed med at forstærke deres Volde
og med Anlæggelsen af B atterier og Raveliner. Ingen holdt sig
for god til at tage fat med Næverne, — Adelsmænd og Gejstlige,
Borgere og Tjenestefolk stod Side om Side!
„Slet Ingen er for Arbejd fri
Af Adel eller Kleresi,
Som billigt er, til Byens Gavn,
Som lever udi København.“
Ogsaa Kvindfolk tog deres Del af A nstrengelserne; de bragte
Karrer, Spader og Grus op paa de Steder af Volden, hvor der var
anvist deres Mænd eller Slægtninge Post.
I en Beretning, der daterer sig fra den 16de August, hedder
det: „Det er at undres over, a t man i saa faa Dage er bleven
færdig med saa vidtløftigt et Arbejde som Palisader omkring
hele Byen og Voldens Istandsæ ttelse, og man vedbliver endnu
N at og Dag med dette Arbejde. Man ser næsten ingen Mands
personer paa Gaderne, men Enhver, som kan løfte Gevær, er paa
Volden, hvor Borgerskabet har bygget sig H ytter, som om de i
Sommer der vilde slaa deres Bopæl op. Da Kongen Dag og Nat
opholder sig paa Volden, animeres Borgerne derved i den Grad,
at de vist ville forsvare sig til sidste Mand.“
2. AARGANG N
r
. 1
Allerede den 13de August fik Svenskerne en lille gavnlig Lek
tion. Da man fandt, at deres Løbegravsarbejder, tiltrods for Ilden
fra de paa Vestervold opplantede Kannoner, gjorde lid t for hur
tige Frem skridt, besluttede G y ld e n lø v e sig til ah gøre et Ud
fald, der kom Svenskerne højst overraskende. Med Dragonerne i
Spidsen, efterfulgte i Stormløb af to Infanteriregim enter, mens
Livregimentets Ryttere galopperede frem paa Siderne, angreb han
Svenskerne med en saa uventet Voldsomhed, a t de kastedes til
bage udover Forskansningslinien og saa deres Løbegrave sløj
fede og tilin tetg jo rte. Da Tabet af Mandskab efter Udfaldet
gjordes op, viste det sig, a t Fjenden havde m istet op imod Hun
drede Døde og Saarede og en halv Snes Fanger, medens Gylden
løves Tab indskrænkede sig til fire Døde og fjorten Saarede.
Saa ringe denne Begivenhed var i sig selv, havde den sin store
moralske Betydning. Svenskerne fik en gavnlig Respekt for de
danske Vaaben, de Danskes Selvtillid voksede, og i Udlandet fø
ler man, a t det nok er værd at bringe Offre for a t komme Dan
skerne til Hjælp. Og endelig fik de Belejrede et lille, velkomment
Pusterum , der passende kunde benyttes til den fo rtsatte Udbed
ring af Fæstningsværkerne.
Til Lettelse af Borgerskabets strenge V agttjeneste tillodes det
de Vagthavende paa de Strækninger, der var mest udsatte for
Beskydning, at indrette sig smaa Huler eller Boliger i Volden,
hvor man med Gevær i Haanden kunde sidde dækkede, færdig
til hurtig Opspring, saasnart Vagtposterne i forrige Linie gav Signal.
Som allerede ovenfor om talt havde Kongen sin „H ytte“ paa
Vestervold, men tillige havde han et fast Hovedkvarter ved „Runde
K irke,“ hvor der var rejst en Række Telte, hvor han havde Sam
menkomster med Hærens øverste Ledere, og hvori ogsaa Rigsraa-
det forhandlede Landets Anliggender, saa godt det under de be
vægede Forhold lod sig gøre.
Længe varede Roen selvfølgelig ikke. Svenskerne pønsede paa
Hævn for det Nederlag, de i første Omgang havde lidt.
N atten mellem den 17de og 18de August var de paa Færde. De
beskød Byen med gloende Kugler, af hvilke der i nogen Tid
taltes henimod 200 Stykker. Den Skade disse P rojektiler anret
tede, var dog ikke stor, tak k et være Brandvæsnet, der var i en
mønsterværdig Orden.
Og Fjenden fik snart Svar paa grov Tiltale. De Danske be
sluttede sig til fornyet Udfald mod Svenskerne, og ved Middags
tid den 23de August stod i Nærheden af Vesterport en Udfalds
hær parat, henimod 3000 Mand stærk, Fodfolket under Anførsel
af F r e d e r i k A h le f e ld og R y tteriet under G y ld e n lø v e . Ved
Udrykningen var Frederik den 3die tilstede. Han holdt tilhest og
opmuntrede Tropperne, efterhaanden som de defilerede ham forbi.
Fortroppen for højre Fløj af Ud 'aldshæren kommanderedes af
den tappre O berstlieutenant N ie ls R o s e n k r a n t z og bestod af
Livkompagniet og Rosenkrantz’es eget Kompagni, rekruterede med
Normænd og Skaaninger, de saakaldte G ø n g e r, blandt hvilke
en Del hidrørte fra den bekendte S v e n d P o u ls e n ’s berømte
Dragonkompagni. Baade Normændene og Gøngerne var kække
Vovehalse og passede godt til den uforsagte Fører. En Del af
dem var valgt med velberaad Hu, idet det jo gjaldt med Hurtig
hed at tilbagelægge en kort Strækning og da a t slaa ned for
Fode. Her vilde Skydevaaben, paa hvilke der iøvrigt ikke var
Mangel, kun være et uhensigtsmæssigs Værge. Det vilde efter
al Sandsynlighed blive Nærkamp, og under de Omstændigheder
m aatte Piker og Morgenstjerner gøre god Nytte.
Rosenkrantz gjorde ikke sit Ry tilskamme. Han nedlægger
straks med egen Haand et Par fjendtlige Officerer, og skønt han
saares h aard t i Armen og faar Tænderne slaaet ind i sin Mund,
giver han sig i Lag med en tredje Officer, som han afvæbner.
Han faar en vældig Skramme i Ansigtet, sty rter tilsidst bevidstløs
om under stort Blodtab og kommer først til Besindelse, da han
bæres hjem paa sine Soldaters Piker, og Sejren er vunden. Paa
in tet Punkt formaaede Svenskerne at holde Stand. Med et Tab
paa over 600 Mand paa Fjendens Side afsluttes Kampen. Ogsaa
paa dansk Side er Tabet ikke h elt ringe — 35 Døde og vel hen
imod 100 H aardtsaarede.
(Fortsættes.)
Obs.
N y t A b o n n e m e n t , s o m t e g n e s in d e n 1. F e b r u a r 1916,
g iv e r R e t til at e r h o ld e A a r g a n g e n 1915 ( s a a l æ n g e F o r r a a d
h a v e s ) fo r A b o n n e m e n t s p r is e n , 6 K r o n e r ; e fte r 1. F e b r u a r fo r
h ø j e s P r is e n fo r A a r g a n g e n 1915.
FØR OG NU
16