220 / 295
15. SEPTEMBER 1916
FØR OG NU
2
. AARGANG Nr. 18
b arlig t vilde finde adskillige Ligheder mellem det franske S tyk
kes Grevinde Dubarry og den danske Grevinde Danner, hvilket
kunde være for saa vidt mindre foruroligende, al den Stund, der
virkelig v a r Lighed, og at Louise Danner saaledes m aatte tage
Skade for Hjemgæld, hvis Stykket vakte Sensation, — men det
vilde som Oversætter være ham i høj Grad imod, om Stykkets
Opførelse paa Casino skulde blive udlagt som dette Theaters P ri
vathævn mod hende, fordi hun havde patroniseret H oftheatret,
ligesom det let kunde komme til at hedde sig, at Stykkets Bear
bejder var en af hendes Fjender „lejet, litteræ r B andit“, saaledes
som Erik Bøgh selv udtrykker det i de Erindringer, han har ud
givet om sin første Forfattertid, og hvoraf vi her har gjort et
Uddrag. Han fastholdt sin Vægring, og det franske Stykke blev
henlagt indtil 5 Aar senere, da „Dubarrismen“ begyndte at brede
sig foruroligende stæ rkt i Danmark. Grevinde Danners Magt greb
mere og mere om sig. Det var v itterlig t, a t hendes Protektion
førte nemmere til Maalet end Fortjenester og Anciennetet, og at
„Bagtrappevejen“ var den, der betalte sig bedst. Hun havde for-
staaet at gøre Erobringer i
Dagspressen, ved hvis Hjælp
hun haabede at berede den
offentlige Stemning til Gunst
for hendes eventuelle Tronbe
stigelse, der, efter hvad man
højlydt fortalte i Byen, i en
nær Frem tid skulde fremmes
ved hendes Udnævnelse til
„Hertuginde af Vagrien“, hvor
efter Udnævnelsen til „Dron
ning af Danmark“ m aatte
være det næste og sidste
Skridt til at gøre hende til
Kongens Ligestillede!
Og d a mente Erik Bøgh,
a t det ikke blot var forsvar
ligt men ogsaa ønskeligt at
lade Hovedstadens Befolkning
ved en A rt Plebiscit afgøre,
om en saadan Skandale burde
taales.
Kort og godt
E rik Bøgh
bearbejdede nu Stykket, og i
hans Bearbejdelse krævede
Censor kun to Linier ændrede,
der iøvrigt var ordret over
satte efter Originalen og lød
saaledes:
„Endskøndt hun først har hele
Folket budet,
Hvad nu hun byder h am til-
sidst.“
Disse Ord hentydede di
rekte til Ludvig den lodes
Afhængighed af Grevinde
Dubarry. Men Censor fryg
tede, at denne Vending a lt
for tydelig skulde minde om
den tyske Forklaring paa Op
rindelsen til Navnet D a n n e r
(erst Jedermann und dann
Er!), og da Bøgh ikke øn
skede at alludere til denne
noget hasarderede Brander,
æl-
fik
forandrede han de paag
dende Linier, saa at de
følgende O rdlyd:
Oehlenschlægers Statue paa Garnisonspladsen i 1860erne, flyttedes i Aaret 1874 til
det kgl. Theaters Facade, vis å vis Holbergs Statue.
„Som fræk fortrænger, hvad vi ejer
Af hædret Navn og ædelt Blod,
Og med sin Skare lydige Lakajer
En Skanse slaar om Tronens Fod.“
Aldrig har nogen Forestilling sam let et saa elegant Publikum,
som det, der mødte i Casino hin Aften i Sæsonen 1859—1800, da
„Grevinden og hendes Søskendebarn“ for første Gang stod paa
P lakaten. Rygtet om Stykkets Indhold havde præpareret Tilsku
erne i de foregaaende Uger.
De, som havde ventet en Meningskamp mellem Klappere og P i
ber, blev skuffede. Aftenen begyndte med en Tavshed, der vir
kede næsten trykkende. Luften var ladet med E lektricitet, —
men stadig ingen Y tring hverken af Mishag eller Bifald. Død
lignende Tavshed fra P ark e tte t til Galleriet. Først da det oven
nævnte Vers blev sunget, der begyndte med de bekendte Linier:
Jeg hader den, som steg fra Dybet
Bedækket med et Lands Foragt —
fik E lektriciteten Luft. Det Bifaldsbrag og de Bravoraab, som
disse Ord om Grevinde Dubarry fremkaldte, var aldrig hørt paa
Casino. Hensigten med Stykkets Opførelse blev naaet. Ikke én
Stemme i Publikum hævede sig til „Grevindens“ Forsvar. Ved alle
de 42 Opførelser, Stykket opnaaede, hørtes kun Bifaldet bruse
gennem Huset. Folket havde afgivet sit Plebiscit. Man havde
offentlig ladet Grevinden forstaa, a t hun var i højeste Grad upo
pulæ r — for a t bruge et altfor m ildt Udtryk. Og den offentlige
Uvilje fik forøget Vind i Sejlene, da Frederiksborg Slot, den Af
ten da S tykket spilledes for niende Gang, blev lagt i Aske, og
den dæmpedes ikke, da de to Kendsgerninger kom til, at man
nægtede Politiet Tilladelse til at lade afholde Brandforhør, og at
Grevindens L akajer under Branden havde spildt den kostbare Tid
med at redde hendes Møbler, mens S lottets uerstattelige og uvur
derlige historiske P ortræ tgalleri gik op i Luer.
Som en A fslutning paa hele denne Affære kom det Nytaarsdags
Aften til Optøjer paa Gaden, der tydeligt viste Stemningen mod
den forhenværende „Modehandlerinde“ Louise Rasmussen og det
Ministerium, det R o t t w i t t ’ske, som Folket m istænkte hende for
at have bragt til Roret som Afløser af det H a l l ’ske. Og sikkert
er det, at naar Louise Rasmussen ikke endte som dansk Dron
n in g , har Opførelsen af „Grevinden og hendes Søskendebarn“ sin
Del af Æ ren d e r f o r .------
Grevinde Danners menne
skelige Personlighed har i
Tidens Løb væ ret underkastet
forskellig Bedømmelse. I al
Almindelighed kan det siges,
a t de Dotationer, hvormed
hun, af sin efterhaanden
vindskibeligt opsamlede Rig
dom, betæ nkte filantropiske
Institutioner, i den offentlige
Bevidsthed har virket i nogen
Grad forsonende. Medens hun
levede, erfarede man, saavidtf
vides, in te t om Trang til at
vise større Godgørenhed.
Af N aturen var hun upaa-
tvivlelig godt begavet og
meget lærenem. Men hendes
Mangel paa medfødt Kultur
stemplede saavel hendes Væ
sen som hendes Ydre. En
yngre Theaterhistoriker, Hr.
R. N e iie n d a m , har i den
sidste Tid forsøgt at rense
hendes Minde. Forsøget er
prisvairdigt og ikke uinteres
sant, men tør paa Forhaand
anses for temmelig haabløst.
Hendes Navn og ret eksem-
pelløse Carriere vil ialfald
for bestandig være knyttet
til et Regime, der var dybt
under Landets og Kongemag
tens Værdighed. —
„ A k ti e s e l s k a b e t Kjø
b e n h a v n s C a s in o “ aabnede
sit Etablissement den
21
de
Februar 1847 med Concerter,
T heaterforestillinger osv., som
den foreløbige Plan havde an
givet. Men allerede i det paa
følgende Aar omdannedes
Bygningen helt til Theater,
og Aabningsforestillingen, der
indviede den nye Æra, fandt
Sted den 26de December 1848.
Fra 1894 drives Casino un
der Navn af „Actieselskabet
Casino-Etablissementet“. Byg
ningen, der bl. a. indeholder
en stor Pergola med smukke Trappeafsatser og Balkon, har i Ti
dernes Løb mangfoldige Gange væ ret b en y ttet som Festlokaler
til Carnevaller og de populære „Maskerader“, — den notableste
Anvendelse har Casino i Egenskab af Forsamlingslokale dog fundet
til politiske Møder i bevægede Perioder af vor Bys Historie. U
behøver blot at minde om Møderne den I lte og 20de Marts i
1848 og den 28de Marts 1863. —
Før vi forlader Casino, vil vi i Korthed omtale de enkelte Skue
spillere og Skuespillerinder, der i Tidens Løb har h aft en væsent
lig Betydning for dette vort først anlagte københavnske Privat-
theater, og som hver for sig i en Aarrække har væ ret knyttet til
Amaliegades Scene. Vel har enkelte fremragende Kunstnere, som
f. Ex. den udmærkede V ilh e lm W ie lie sen. og A d o lf Rosen
k ild e med deres Navne k astet Glans over Casino, men deres\irk-
somhed her strækker sig kun over en kort Periode og var at en
saa forbigaaende N atur, at det ikke kunde blive dem, der SaV
T heatret det Præg, det i den alm indelige Bevidsthed bærer.
Det Navn, der i Casinos første Tid straaler over alle andre, e>
C h r i s t i a n S c h m i d t ’s.
Han var Københavnernes forgudede
„Bonvivant“, et Rollefag der karakteriserede Tiden og den da
værende dram atiske L itteratu r, men som nu er gaaet ud af Kurs.
Bonvivanten var den sorgløse, letsindige Yngling, den indtagene
Galfrans, der vinder alle H jerter og faar Absolution for
a lle
sine
smaa, galante Synder, saasnart han viser os sit glade Smil og
214