262 / 295
15. NOVEMBER 1916
FØR OG NU
2. AARGANG N
r
. 22
Rent k u n s t n e r i s k er m it Standpunkt det, at jeg ikke vilde I
finde Forgyldningen heldig. Jeg har ganske vist aldrig set en
lueforgyldt Skulptur af disse Dimensioner, naar undtages Marcus
Aurelius nede paa Kapitol, men den har jo unægtelig ogsaa haft
Tid til at faa det meste af Guldet regnet væk.
Dernæst tror jeg, a t Hesten rent ud sagt ikke vilde kunne
taale denne Pragt, den er jo noget svag i Koderne. Hvis det
var Hesten paa Amalienborg, der var Tale om, var Sagen i denne
Henseende en anden, den er nemlig god nok til det.
M e n n e s k e lig t er mit Standpunkt det, at jeg finder det for
kasteligt a t smide Pengene ud til dette Foretagende paa et Tids
punkt, hvor saa mange Mennesker lider Nød. Er der saa megen
Overflod af Penge, saa lad dem i Guds Navn blive brugt til Un
derstøttelse, hvortil jeg synes, der bruges for lid t“.
D irektøren for Thorvaldsens Museum, Hr. M a rio K ro lin , ud
taler :
— „Hvis man tilsigter en historisk Rekonstruktion, maa man
efter min Mening dog først søge tilbage til Hestens oprindelige
Udseende, hvilket kun kan ske gennem Arkivstudier.
I Weilbachs Kunstnerlexikon staar der nemlig, at Hesten op
rindelig har væ ret forgyldt, mens et andet Værk, W e in w ic h s
Kunstnerlexikon fra Slutningen af det 18de Aarhundrede fortæ l
ler, at R ytterstatuen er bronzeret, hvad der jo ganske vist k a n
være sket efter Forgyldningen.
Hvordan Hesten nu end oprindelig har været, synes jeg ikke
man skal Hikke paa den. Kunde den blive staaende, som den
staar, og kunde vi slippe for K r in d s e n , tror jeg, Torvet var
bedst tje n t dermed“.
Forhaabentlig lykkes det den offentlige Mening at afværge, at
Byen bliver belem ret med mere forgyldt Elendighed end højst
nødvendigt. —
Den første Bebyggelse paa „Kongens nye Torv“ af nyere Art
var Gyldenløves Palæ, det vil altsaa sige: Charlottenborg, hvilket
Navn det senere fik efter Dronning Charlotte Amalie, hvis Enke
sæde det blev i AaretlTOO.
Paa Grunden ved Hallandsaas, af hvilken en Del havde tilhørt
U lrik K ristian Gyldenløve, fik som om talt Ulrik Frederik Gylden
løve Skøde af sin Fader Kongen (Fr. III) den
~2/s
1669; den
sagdes da at strække sig fra det Sted ved Kvæsthuset (Fr. II’s
massive gamle Seilhus), hvor Slagterboderne stod, til H jørnet af
Gaden langs den projekterede Kanal (Nyhavn) og fra Torvet ud
imod Stranden indtil Dybet.
I 1672 den Bdie April lagdes Grundstenen til Palæet.
Gyldenløve, der i Aaret 1670 havde faaet Kallø i Foræring,
men ikke kunde finde sig tilfreds i denne Afkrog, nedbrød det
gamle Slot og benyttede M aterialerne til sin nye Bygning, og i
September 1671 fritog Kongen ham for G rundskat og andre P aa
læg af det Palæ, han nu agtede at opføre paa Kongens Nytorv
ved den nyanlagte Kanal, Nyhavn.
I Bordings „Danske Mercurius“ for Marts 1672 synger Poeten :
„Paa Kongens store Torv Hr. Gyldenløve tiger
at faa sin Bygning op før Sommeren afviger,
har og den Æ re nydt, som sker ej hver gemén,
at Kongen dertil selv har sat den første Sten.
Den ædle Prins Georg og sin Sten dertil lagde,
de store Kongens Mænd og hjulpe til og sagde:
Gid Ejermanden her i Glæde, Fred og Ro
vel mangen Dag og Aar lyksaligen maa bo!“
„Danske Mercurius“ synger paany om Hr. Gyldenløve i Novbr.
1673. Men denne Gang er det en Klagesang:
„Hans herlige Palads, hvis Bygning skulde fremmes
ved hans Nærværelse, desm idlertid forglemmes“.
Sagen var den, at Gyldenløve var i Norge og ventede paa, at
hans Palæ skulde blive færdigt. Det gik meget langsomt med
Bygningen, og Grunden var den ganske simple, at der var Man
gel paa Haandværkere, men maaske tillige den, at de indfødte
Haandværkere var uvillige stemte mod Gyldenløve, fordi han havde
faaet indkaldt fremmed Hjælp til Arbejdet. Den 16. Juli 1672
havde Kongen befalet Magistraten a t skaffe Bygmesteren Evert
Jansen en halv Snes af de dygtigste Svende, som uden vidtløftigt
Ophold og for billig Betaling kunde skaffe Palæ et rejst, som
dog,, først i 1677 var kommen saa vidt, at Murene var oppe,
hvilket fremgik af, at dette Aarstal som Inskriptionvaranbragt
paa Forhusets Skorstene. Først omkring 1683 kunde dog Palæ et
tages i Brug.
Slottets Udseende er bevaret temmelig uforandret, selv om det
har ta b t en Del af sin oprindelige Skønhed mod Havesiden ved
Indsnevring af Pladsen og smagløse Tilbygninger. I sin første
Periode maa det have tag et sig baade festligt og imponerende ud
med den store tilliggende Have, der var smykket med B illedstøtter
og klippede Træer.
Tilvenstre i Haven var mellem Buskadset, der skjulte den lange,
kedelige Reberbane paa Bremerholm, bygget en Pavillon, og ud
mod Nyhavnssiden laa et Orangehus med Indgang paa Midten, en
Bygning som har staaet uberørt helt op til vore Dage, indtil den
botaniske Have blev nedlagt.
U agtet Gyldenløve for det meste opholdt sig i Norge og neppe
ret længe ad Gangen har boet paa sit prægtige, nye Slot, har
man dog adskillige Beretninger om de store Fester, han gav
her, dels for sin kongelige Halvbroder, dels ved forskellige
andre Lejligheder, f. Ex. ved sin D atter Charlotte Amalies Bryl
lup med den ældste af Kongens „naturlige“ Sønner, Christian
Gyldenløve. Og i Juni 1697 trak tered e Gyldenløve begge Maje
stæ terne i sit Palads paa Kongens Nytorv i Anledning af 30 Aars
Dagen for deres Bryllup, — en Festivitet, hvoraf der gik stort
Ry. P aa flagsmykkede B rigantiner og Jagter begav hele det
samlede Hof sig gennem Havnen og kørte derpaa i K areter rundt
i Haven, i hvilken skjulte Musikanter spillede hist og her i Løv
hytterne. Ved Taflet kunde Majestæ terne i det Fjerne se en
Fregat, som efter hver udbragt Skaal afgav dundrende Salutskud.
Og i et Spejl kunde de se Alt, hvad der gik for sig paa det store,
menneskefyldte Kongens Nytorv. Da Taflet var forbi, præsente
rede den unge Greve af Laurvig Guldmedailler, paa kvilken Deres
Majestæters Billeder var prentede, og paa Reversen læstes føl
gende mere velmente end originale Ord: „Til dette tredive Aars
Ægteskab ønskes nu ligesaa mange lykkelige Aar.“ Og den pragt
fulde Fest endte om Aftenen paa Rosenborg, hvor Taflet stod
dækket mellem Pomerants- og Citrontræer.
Gyldenløve solgte Palæ et i 1700, Skøde af 5. Juni for 50,000
danske Kronedaler til Enkedronning Charlotte Amalie efter hvem
det som anført foroven fik sit nuværende Navn.
E fter hendes Død 1714 arvedes P alæ et af hendes Søn, Prins
Carl, og efter hans Død 1729 gik det over til hans Søster, Sophie
Hedevig, som døde 1735, hvorefter Palæ et ved Testamente gik
over til Chr. VI.
Det blev nu i 1736—37 underkastet en større Restauration, der
lededes af Hausser og kostede 9000 Rdl., hvorefter Stueetagen
blev tag et i Brug af den lige oprettede „Kjøbenhavnske Assigna-
tions-, Vexel- og Laanebank“, der dog i 1738 flyttede til Børsen.
Palæ et stod derefter ledigt indtil 1743 da Kronprins Frederik
(Fr. V) og hans Gemalinde under Prinsens Palæs Ombygning tog
Ophold her fra December 1743 til 1745 og skaffede Palæet en
kortvarig livlig Periode. Det blev d erefter H jemsted for forskel
lige Institutioner; allerede under Kronprinsens Ophold var der i
Riddersalen bleven in d rettet et lille Theater, hvor der især op
førtes italiensk Musik; 1747 overlodes Salen til det „Musikalske
Societet“, der afholdt ugentlige Koncerter mod E n tre; senere
overlodes T heatret til en italiensk Opera og 1750—53 til et fransk
Skuespillerselskab.
En Del af Stueetagen ud til Torvet indrømmedes 1747 „Det
kgl. danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogets For
bedring“; i Belletagen holdt la Beaumelles franske Sprogselskab
en Tid sine Møder; ogsaa „N aturalie og Husholdningsselskabet“
var til huse her 1759—72, og baade „Christianshavns tyske Kirkes
L otteri“ og „Det første kgl. alene priviligerede kjøbenhavnske
L otteri“ bleve trukne her, det sidste lige til 1791.
Men efterhaanden m aatte alle disse Institutioner vige for
„Kunstakadem iet", hvis Oprindelse paa en Maade kan føres til
bage til Begyndelsen af det 18de Aarhundrede. Den
6
te August
1701 ansøgte nemlig en lille Kreds af Kunstnere, saavel inden
landske som udenlandske, Kongen (Fr. IV) om hans Protektion til
Dannelsen af Selskabet, „Det lovlige K unstakadem i“, som havde
holdt sin Indvielsesfest den
2 1
. Oktober s. A. i Overstaldmester
Grev Carl Ahlefeldts Gaard paa Kongens Nytorv, nuværende Hotel j
d’Angleterre. Til dette Selskab var der ikke k n y ttet nogen Un
dervisning, og dets Levetid var kort.
Chr. V oprettede derefter et Male- og Tegneakadem i ca. 1738
under Ledelse af Krock og le Clerc. Krock døde samme Aar
og
Akademiet gik over til andres Ledelse.
1744 oprettedes en ny Skole i et Hus ved GI. Strand som Fr. V
gav nyt Privilegium 1748. Eigtved blev Skolens Forstander.
Samme Aar blev Skolen henflyttet til Christiansborg i Lokaler,
som laa der, hvor nu Thorvaldsens Musæum ligger og hvor Eigtved
havde Embedsbolig.
Kongen (Fr. V) skænkede da 1753 en stor Del af Charlottenborg
til Skolen.
Palæet blev istandsat, Riddersalen blev omdannet til Forsam
lings- og Festsal og en lille Samling Afstøbninger opstilledes der.
Den
1
ste December s. A. aabnedes Skolen i Palæet, dog blev
Akademiets Stiftelsesdag fastsat til 31. Marts 1754, Kongens Fød
selsdag. Eigtved døde kort efter og som D irektør ansattes da
den franske Billedhugger Saly, under hvis D irektorat, som va
rede til 1771 Akademiet kom under udenlandsk Indflydelse, som
først svandt efter 1772 da D irektørerne W iedeweldt, Harsdorff,
Abildgaard, W eitenhaupt og Jens Juel hævede Akademiets Prestige,
og fremhjalp indfødte Kunstnere.
Brugsretten over Charlottenborg blev fornyet 1781 og endelig
1787 kom Akademiet i nominel Enebesiddelse af Palæet, som dog
indskrænkedes efter Byens Brand 1795 da forskellige Institutio
ner blev anvist Lokaler i Nord- og Østfløjen, og der indrettedes
Arrester i Kælderen.
Først i 1832 kom Akademiet i endelig Besiddelse af Palæet ved
at botanisk Have afstod sin Læsesal.
Ved Fundats af
2a/i
1814 havde Akademiet faaet sit nuværende
Navn: „Det kongelige Akademi for de skønne K unster“. Akade
miet blomstrede frem i Aaxhundredets første Halvdel under Direk
tørerne: Abildgaard, C. F. Hansen, C. V. Eckersberg, Thorvaldsen,
I. H. Koch, H. V. Bissen og V. Marstrand. Som Lærere virkede
G. F. Hetsch og H. E. Freund sam t N. L. Høyen.
I sidste Halvdel af A arhundredet fortsattes Udviklingen under
D irektørerne: J. A. Jerichau, Marstrand, F. Meldal, Otto Bache,
Th. Stein og V. Bissen.
256