S_FørOgNu_1916

1. DECEMBER 1916

FØR OG NU

2. AARGANG Nli. 23

et vigtigt Fremskridt, idet København i Begyndelsen af 80’erne

i det 17de Aarhundrede fik sin første Gadebelysning, som det

udtrykkeligt siges „for a t hindre den Røven og Overlast, som

slemme Mennesker tilforn ved A ftenstid og ved N attetid plejede

at øve“. Og sam tidig med Gadebelysningen fik Byen sine Gade-

vægtere og sin Politimester.

Allerede i 1679 havde J o h a n H u u sm a n foreslaaet, at der

skulde opsættes 500 Lygter i Byen og indrettes et fast Vægter-

korps til deres Pasning. Tanken havde øjeblikkelig fundet stærk

Tilslutning, og der nedsattes en af de sædvanlige Kommissioner,

paa hvilke Danmark altid var rig. Og det næste Aar var man

naaet saa vidt, hvorved denne Kommission viser sig at have a r

bejdet ihærdigere end danske Kommissioner i Almindelighed, at

der kunde anstilles en praktisk Prøve i Højbrostrædet, gennem

hele Købmagergade og langs Stranden, fra Naboløs til Holmens

Bro. Og Forsøget maa være faldet heldigt ud, th i allerede den

25. Juni 1681 udkom Forordningen om Gadelygter. Lygterne var

forfærdigede af Kobber, i hvilke der til en Begyndelse brændtes

Olie men senere det saakaldte Hav-Kalvs-Tran. Lygterne an

bragtes paa malede Stolper, og hvor dyrebare disse Stolper maa

have væ ret for vore Forfædre, faar man et godt Begreb om, naar

man hører, at der sattes en S traf af tre Aars Arbejde paa Bre-

merholm for den, der dristede sig til a t beskadige dem. De blev

tæ ndte baade Sommer og Vinter, naar Solen gik ned, og naar

Maanen ikke var oppe, „uden paa de Tider om Sommeren, naar

fast ingen Nat e r“, nemlig fra 1. Maj til 81. August, hvorved

rigtignok Nytten af, at de ogsaa brændte om „Sommeren“, maa

have forekommet Københavnerne temmelig illusorisk. Kun i Ilde-

brandstilfæ lde skulde de tændes, selv om Maanen skinnede nok

saa klart, og Signalet til Tændingen afgav de klem tende K irke

klokker. I Aaret 1689 kunde København glæde sig ved at belyses

af $23 Lygter, hvilket maa have væ ret anset for tilstrækkeligt,

th i ved Aarhundredets Slutning har man kun forøget deres Antal

med en Snes Stykker.

Vi paabegynde nu en Beskrivelse af Nyhavns Historie, omtale

først „M ø n te n “ derefter „ B o ta n is k H a v e “ og slutteligen B re-

m e r h o lm (Orlogsværftet, nuværende Gammelholm). I Fortsæ t

telse heraf beskrives Størrestræde (nuv. Holmens Kanal) og vi

staa atte r paa Kongens Nytorv for a t slutte Omtalen af dette

Sted med „d et kgl. T h eater“s Topografi og Historie.

Vi kan forfølge M ø n te n s Historie tilbage til hine Tider, da

„det kongelige G jethus“ (Kanon- og Klokkestøberi) strax efter

Reformationen indrettedes i den nedlagte St. Peders Kirke.

Samtidig fik nemlig Mønten Rum i St. Klare Kloster for Enden

af Klareboderne, paa den meget store Grund mellem Møntergade

(der selvfølgelig har faaet sit Navn af den nærliggende Mønt)

og den nuværende Sværtegade (der førte Navn a f : Strædet bag

Klare Mantelmur).

Denne Grund blev først i Midten af det 17de Aarhundrede

gennemskaaren af den Gade, der kom til a t hedde Gammel

mønt.

Her paa denne rummelige Grund m aatte der være rigelig

Plads baade til Værkstederne og Smelteovnene saavelsom til

Bopæl for „Møntmesteren“ P o v l F e c h te l og Møntens øvrige

Arbejdere. Lejlighedsvis blev forresten Stedet ogsaa benyttet

som Rustkammer for Tøjhuset.

Saaledes vedblev Forholdet at være i Christian den Bdies Tid.

Men da i 1575 den tyske Menighed oprettedes, stilledes St. Klare

K losterkirke til dens Brug, hvorved Mønten blev husvild og en

Tidlang henlagdes til en Bygning paa Bremerholm, den nuvæ

rende Holmens Kirkes Kor.

I 1586 skete der im idlertid en Ombytning, idet den tyske Me

nighed fik St. Peders Kirke, og det derværende Stykkestøberi

henflyttedes da til St. Klare Kloster eller Møntergaarden, og det

var nu „Rotgieteren“ eller Bøssestøberen med hans Svende, der

opslog deres Bolig i Nonneklostrets gamle Rum.

I 1598 kom im idlertid Mønten ligeledes tilbage til St. Klare,

og fra nu af dreves de to Virksomheder Side om Side i en lang

Aarrække, f ø r s t i den gamle K losterkirke, hvor nu altsaa baade

Bøssestøberen og Møntmesteren boede, og s e n e r e , da Kirken,

om trent ved Aaret 1620, blev nedrevet og den største Del af

Pladsen udparcelleredes, paa Møntergaardens Grund ud til P ile

stræde og Sværtegade (hvorfor den ogsaa kaldtes Gjethusstræde),

medens Mønten laa højere oppe i Pilestræde henimod H jørnet af

Møntergade.

Forholdet, der i Virkeligheden er noget indviklet, kan over-

skueligst fremstilles paa følgende Maade: St. Peders K irke var

først katholsk Kirke (til 1536) derpaa Gjethus (til 1586) og en

delig tysk, protestantisk K irke. Og St. Klare Kloster blev efter

Reformationen først Møntergaard, derpaa tysk Kirke (1575), der

paa Gjethus (1586) og endelig Mønt og Gjethus tilsammen (1593).

De to Virksomheder skiltes dog atter, th i i Midten af det 17de

Aarhundrede flyttedes Mønten op paa S lottet og i 1661 ned i

den saa berømte David Skolemesters Gaard, nuværende Køb

magergade Nr. 26. G jethuset forblev derimod i Pilestrædet,

indtil det i 1673 flyttedes til Kongens Nytorv i en nyopført

Bygning, der, saaledes som vi tidligere har om talt, laa tversover

Tordenskjoldsgade og ind paa det kgl. Theaters Grund.

Det er desværre højst sparsomme Kundskaber, vi har om

Mønten i København i den fjerneste T id ; hvad vi her har med

delt skyldes udelukkende C. Brun’s udmærkede Værk om Køben

havn.

Da Mønten i Midten af det 18de Aarhundrede flyttedes till

Nyhavn fik den ikke den Plads, paa hvilken den nu ligger.

Dej

anlagdes paa den „Carré“, der nu begrænses af Nyhavn, Herluf

Trollesgade og Holbergsgade, og installeredes for den væsen-l

ligste Del i Charlottenborgs gamle Staldbygning. Og her forblevj

den i næsten 125 Aar, fra 1750 til 1. Maj 1873, da den flyttedes,

til sin nuværende Plads i Holbergsgade.

Netop paa det Sted, hvor den nuværende Mønts Gaardspladsl

er, laa den gamle botaniske Haves Dam med sit tilhørende An

læg af Vandplanter, og opad Murene til de tilgrænsende Byg-

ninger i Nyhavn voxede E spaliertræ er i Mængde. Endnu den

Dag idag forefinder man store, rustne Søm i disse Mure, — eni

sidste Mindelse om Grundens botaniske Periode.

Naar vi ser os istand til i det E fterfølgende at give nogle1

spredte men højst interessante Oplysninger om Mønten, navnlig'

efter at den fra det ovennævnte K varter henflyttedes til Ny

havns Kvarteret, da kan vi udelukkende takk e den nuværende,

elskværdige Møntmester P o u is e n derfor. Han har venligst over

lad t „Før og Nu“ de Optegnelser, som hans Forgænger i Embedet

og han selv har nedskrevet af Interesse for den Institution, de

tjente, og hvoraf vi vil gøre et skønsomt Uddrag. I disse Op- j

tegneiser hedder d e t:

Saa langt de i det herværende Møntarcbiv beroende Acter og |

Comptoirbøger række tilbage — nemlig til A aret 1692 — synes

det, a t C h r is ti a n W in e c k e , fra A aret 1690 af, har været den |

første kongelige M ø n tm e s te r ved den hervæ rende Mønt.

I Aaret 1692 forordnede Kong Christian den 5te, at Mønt-

væsenet i hele Riget herefter skulde indrettes paa en anden Fod, !

end det hidtil havde været. (Hvori disse nye Indretninger be

stod omtales desværre ikke i Optegnelserne).

Da i Aaret 1715 den ovennævnte kgl. Møntmester Winecke af

gik ved Døden, efterfulgtes han i Embedet af sin Søn, der lige

som Faderen hed Christian Winecke.

Den første M ø n t g u a r d e in ved den hervæ rende Mønt hed

C o n ra d L u d o lff , som, saavidt Archivet oplyser, blev udnævnt !

om trent 1714. Og i 1726 ansattes Møntinspecteur P e t e r N ico

la j v o n H a v e n tillige som Guardein for Møntmesteren.

Optegnelserne meddeler a t fra 1714—1730 udfærdigedes de |

kongelige Resolutioner og Rescripter for en væsentlig Del i det

tyske Sprog.

Den 3die April 1734 rescriberede Rentekammeret, at der af

h v e r S o r t M ø n t, som aarlig paa den hervæ rende kongelige

Mønt bliver udpræget, skal E t S ty k k e a f d e t b e d s t e P ræ g

a f l e v e r e s u d i d e t K o n g e lig e Ku n s t k am m e r.

Den 16. Dec. 1738 communiceres kongelig Resolution af 10de

ejusdem, hvorefter der, fra Begyndelsen af A aret 1737 at regne,

maa tilstaas Møntmesteren til „en Møntohm. en Præger og en

Smelter“ et sam let Gagebeløb af 1000 Rigsdaler aarligt, samt at

Mønthuset herefter skal være f r i t a g e n f o r I n d q v a r te r i n g s - |

b y rd e .

Aaret 1747 frembyder den Mærkelighed, a t man, da Mønt

mester Chr. Winecke junior afgaar ved Døden, uden Betænkning

indsæ tter lians sørgende Enke som Bestyrer af den vigtige In

stitution.

Ifølge kgl. Resolution af 22. Nvbr. 1748 befales det til Justits-

raad H jelmstjerne at aflevere, imod hans Qvittering, e t Exem -

p l a r a f h v e r S o rt Co u r a n t - M ø n t , som p a a M ø n te n

b li v e r u d p r æ g e t, fo r a t h e n læ g g e s i Hs. M aj. K o n g e n s

M e d a ille c a b in e t.

Da Møntens Flytning fra David Skolemesters Gaard til Ny

havn er forestaaende, giver den store Begivenhed sig allerede i

god Tid tilkende i Møntmesterens Memoirebog og navnlig er ;

efterfølgende Oplysning instruktiv:

Den 27de Marts 1749 communicerer Rentekamm eret kgl. Reso- ;

lution til Møntinspecteuren, Kammerraad von Haven, at deter

minere en belejligt Dag, paa hvilken de ordinerede Personer 1

kunne indfinde sig paa den gamle Mønt, for at eftersee og j

taxere Presserne og andre Møntmachiner og hvad deraf findes

tjenligt til den nye Mønt, sam t gjøre Overslag paa de videre j

hertil hørende Machiner, og naar Forretningen er sluttet, under- ,

skrevet og attesteret, da indsende samme til videre Foranstaltning. |

Og en kgl. Resolution af 10. Maj 1749 lyder paa, at Madame

Winecke ifølge Skrivelse af 9. April afstaae Mønteffecterne for j

den taxerede Sum af 2025 Rdlr. 32 Skilling til Kongelig Tje- ;

neste, da hende i saa Fald skjænkes en Gang for alle 500 Rdlr.,

fremdeles at samtlige Effecter blive i god Forvaring hensatte paa ,

den gamle Mønt, indtil den nye Mønt er bleven færdig.

Og den 25. April 1750 tilkendegiver Rentekamm eret endelig

Møntinspektør von Haven, at da den nye Mønt nu er bleven

færdig, saa kunne de i sin Tid til Zahlkammeret i Deposito af- j

leverede Barrer, Tene, Skrot dersteds nu afhentes.

En overordentlig interessant Meddelelse indeholdes i Optegnel-

sen for 18. Juni 1771, hvori det hedder, at Hs. kongelige Maje- |

stæ t haver privative overgivet til H e r r J u s t i t s r a a d S tru e n -

see, som D eputeret i det kgl. Finantskollegium , alle til Mønt-

væsenet henhørende Sager, hvorfor M øntdirecteuren, Knoph,

i alle Mønten betræffende Ting alleneste har at henvende sig

til ham.

Og under samme Dato tilkjendegiver Justitsraad Struensee

Herr Knoph, at Hs. Majestæt under 17de dennes allernaadigst

har udnævnt Møntmesteren Knoph til Møntdirecteur og tillige

fortroet ham Overopsynet over alle Mønter og til Mønterne ben-

hørende Personer i Hs. Majestæts Lande.

(F o rtsæ tte s).

2 7 6