132-133 / 265
pi
lix .
N. P. Fri
s ir u p .
oroen over stadsgraven, paa diaerne indgangen
til Skels Aar og Alder at have været saa
ængstelig og forknyttet som under dette
Tog, ikke overfor min personlige Fare, thi
om og ikke H e ib e r g s Ord skulde have
været tilstrækkelige til at betrygge mig.
og om jeg ikke kunde have forladt mig
paa, at her, om jeg virkelig var blevet re
vet ud af Vognen, vilde have været nok
til Stede, der, som man i sin Tid i Frank
rig kaldte det, kunde og vilde til min For
del konstatere min Identitet, har jeg fra
mine tidlige Dage den Skik ikke let at
tabe Fatningen og Modet; anderledes er
det derimod, saasnart det. tillige gælder
andre, og her for alt, hvor det var mig
umuligt at beregne, hvad Ende det vilde
tage, og hvad Ubehageligheder og U lejlig
heder det for min Kone vilde eller kunde
medføre . . . .
Til min store Overraskelse vedblev den
stedse tiltagende Vrimmel under bestandigt
Skrig og Skraal at omgive Vognen, den
standsede den idelig, dog uden forsætligt
at ville formene dens Fart; man fik Øje
paa mig, der sad paa Forsædet lige over
for Heiberg, som maatte have Vinduet nede,
dels for at tage imod de utallige, hjertelige
Farvel, som her blev ham bragt, dels for
at tale af yderste Evne og med særdeles
Borgersind og Værdighed Mængden til
Rette; og maatte han især anvende denne,
da Vrimmelen, som tog mig for den Ret
tens Betjent, der var givet ham til Be
vogtning, først vilde have mig ud af Vog
nen for at give mig et Livfuld Hug paa
Embedsvegne, og siden, da de deri blev
oplyste, opdagede den virkelige Gripomenus,
der sad ved Siden af mig“.
R ah b ek har før set, at Vesterport i An
ledning af Optøjer blev lukket; men det
skete ikke hin Aften i 1801; han siger:
Jeg husker klarligen, hvor stor en Steen
der faldt fra mit Hjerte, da Vognen, uag
tet sit Gelejde, slap forbi Vagten ud af
Porten, over Broerne og nu omsider ved
Bondefrihedsstøtten, den forsamlede Skare,
der dog formodentlig var betydelig for
mindsket, bød den det endelige Farvel.“
Gamle Professor R a sm u s N y e r u p siger
i sin Bog om København: „Den, der kom
mer ad den med Alléer og Æresstøtte
brammede Forstad, Vesterbro kaldet, faar
allerede her en Forsmag paa Byens Pragt,
og Vesterport er den Port, igennem hvilken
der falder den stærkeste Færdsel af Rej
sende, Torvevogne, Ridende og Gaaende,
da den vender ud mod den almindelige
Landevej gennem Sjælland“. Han siger om
selve Porten, at Hovedfacaden ud imod
M ark en er prydet med Krigsarmatur i
hugget Sten og har den arkitektoniske Mær
kelighed eller rettere Bizarrerie, at Hoved
gesimsen bæres af Kanonskafter i Stedet
for Piller. Allerøverst i Frontespicen staar
Kong Frederik den Tredies kronede Navne-
ciffer og neden under Gesimsen Aar 1722,
hvilket Aar den blev repareret.
Er man kommet gennem Porten (fra Ves
terbro) har man paa venstre Haand Vester
ports Vagt, hvor den med Ekstrapost. an
kommende Rejsende af den vagthavende
Lieutenant bliver tilspurgt, hvem han er.
Paa højre Haand Halmtorvet, der har sit
Navn deraf, at Landmanden her om Torve
dagene har Hø og Halm til Salgs. Her
pranges ogsaa med Heste.
Der har altsaa hersket et levende Liv
omkring Vesterport; men Selskabet er ikke
det fineste, Slagtere og Hesteprangere hørte
den Gang ikke til Eliten, og heri kan man
maaske søge Forklaringen til, at Vesterbro
i gamle Dage var Hjemsted for de laveste
af Byens Forlystelser, og at Tonen derude
ikke var god. Dette Forhold har holdt sig
mærkelig længe.
Vi faar imidlertid denne Gang kun Tid
til at se lidt ud ad Vesterbro. Paa de to
her paa Siden gengivne Billeder læg
ger vi først og fremmest Mærke til den
morsomme Omnibus. Det var i hine Tider,
at Omnibusser var noget nyt; det var den
Gang, da Fru Heiberg lod Iversen i „Abe
katten“ være vred over disse Fredsforstyr
rere, der blæste paa Horn, og da det var
saa sjældent, at der kom en ung Mand ind
i dem, anedes der straks, naar det skete, en
Forlovelse; alle vidste jo, hvilke „Partier“
der var ude ad Frederiksberg til i de Dage.
Vi ser paa samme Billede Vagten trække
op, søndagsklædte Folk drage ad Frederiks
berg til, til Fods selvfølgelig, hverken Spor
vogne eller Automobiler kendies jo og
vi ser den barske Gadekommissær med
Stokken overholde Ordenen.
Og paa det andet Billede har vi Indgan
gen til Tivoli, Carstensens rigtige Indgang
fra 1843, vi ser Kvægdrivere, der bringer
deres Dyr fra Trommesalen, omtrentlig hvor
nu Vesterbrogade 10 ligger, vi ser de gamle
Træer, som gav Frihedsstøtten, Bondefriheds-
monumentet, som den i gamle Dage hed, sit
virkelige Relief, inden den blev trykket
helt ned af de høje Huse deromkring. Den
rejstes til Minde om Stavnsbaandets Løs
ning i 1788, Grundstenen nedlagde Kron
prins Frederik (d. VI) den 31. Juli 1792, og
6. Novbr. 1797 stod Støtten færdig. Det
var Abildgaard, der tegnede d en ; den er
dannet af bornholmsk Granit og norsk
Marmor.
De fire Damer, der omgiver den, forestil
ler „Tapperheden“ og „Fædrelandskærlig
heden“, modellerede af Dajon, ..Bondetuden“
af Weidenhaupt og „Troskaben“ af Wie-
dewelt.
Troskaben maatte jo, da man flyttede
Frihedsstøtten for nogle Aar siden, repa
reres; men heldigvis mislykkedes alle ven
lige Planer om at flytte selve Støtten, skønt
den jo nu er trykket af Omgivelser, som
ikke passer til dem.
„Alléerne om Frihedsstøtten“ viser til
lige et Folkeliv, vi slet ikke kan tænke os
mere paa Vesterbro. Da de rev Voldene
ned, trillede de, som Kaalund siger, Min
derne væk paa Skubkarrer, og det var blo
dig Synd.
Vi kommer nu til selve Porten, Vester
port, Og vi siger med et Suk: Hvorfor
kunde Paris have Raad til at beholde sine
Porte, men København ikke? Vi havde dog
været et kulturhistorisk Minde rigere, hvis
Portene laa her endnu, eller blot een af
dem, f. Eks. Vesterport.
p in x . N . P . F ris tru p .
A llee rn e p a a V e ste rb ro -S id e n , e fte ra t m an h a v d e p a s s e re t R a v e lin e n , til v e n stre Indgangen til T ivo li, i B a g g ru n d e n F rih e d s s tø tte n , tilh ø jre K o n g e n s K lubs S o m m e rlo k a le ,