161 / 265
FØR OG NU
15. AUGUST 1915
N
r
. 16
„Den sidste N a t“ ! — Da m an i H alv tred
serne, som en d irek te Aflægger og E fte rlig
ning af Tivoli, anlæ gger A lham bra, h a r man
god G rund til a t imødese denne ufine Kon
ku rrence med æ ngstelig Spænding. Vil Kø
benhavnerne og den svigefulde
aura popu-
laris
svigte d e t gam le E tablissem ent, og i
R elation til d e t k en d te Ord om nye Koste,
der fe je r bedst, k a ste B evaagenheden paa
den nye In stitu tio n i F red erik sb erg Allé ?
Man havde ik k e h a ft nødig a t næ re Be
kym ringer. A lham bra var dødfødt og blev
ald rig populæ r i den københavnske B efolk
ning. Og G ru nden? Ja, enhver h a r jo Lov
til a t søge den, hvor den e fte r hans F or
m ening findes. Vi for vort Vedkommende
København, Byens folkekæreste Skikkelse
baade udenfor og indenfor Voldene!
Og Lykken fordæ rver ikke h a m , som
den fordæ rvede saa m ange andre. Gennem
hele sit Liv bliver han den samme, som
han v ar i de unge Dage, før B erømm elsen
kronede ham . A ldrig ta b te han Fodfæ stet.
Beskeden og jæ vn overfor høje og lave, god
modig, æ rlig og hjertensgod, saadan var
han, og saaden blev han, — en fuldblods
Type paa den danske F o lk ek arak ter. Og da
A lder og Svaghed om sider tv in g er ham til
a t lægge sin fo rtrylled e T a k tsto k ned, sav
nes han med Sm erte. Og da han i M arts
1874 dør, væ kker B udskabet Sorg over hele
L andet.
kaldes M and og Mand im ellem endnu
den gam le K oncertsal.
Af æ ldre Folk
h a r vi ofte h ø rt den k a ld e t „ L u m b y e s
K o n certsal“, og d et N avn burde den efte r
vor og m anges F orm ening bæ re haade nu
og i Frem tiden. E t an d et Sted paa E ta b
lissem en tet opførte m an en ny og p rag tfu ld
K oncertsal, — m en den gam le, Lumbyes
Koncertsal, — hvilk en Skæ bne fik den ?
Mon en Skæbne, der var ham og den h isto
riske G rund, hvorpaa den ligger, fu ld t ud
væ rdig ?
H er m aa vi desvæ rre svare med et kraf-
rig t Nej og fa a r tillig e en velkomm en L ej
lighed til a t u d tale e t alvorligt Ønske, der
læ nge h ar lig g et Tivolis bedste P ublikum
liar den sik kre Tro, a t G runden først og
fremm est v ar den, a t A lham bra savnede en
O rkesterschef som Hans C hristian Lumbye.
M usikere som C. C. Møller og de andre D i
rig en ter, A lham bra kunde præ sentere, var i
og for sig dygtige nok, men alle m anglede
de M esterens Geni og enorm e Folkeyndest.
Med ham kunde ingen k o n k u rre re !
H øjt løftes Lumbye paa P opu laritetens
Bølge, og han havde den sjæ ldne Lykke
aldrig a t skulle opleve dens Dalen.
Saa ofte Tivoli fejres — ved Aabnings-
fester, p aa Fødselsdage og ved alle L ejlig
heder, hvor d et blot er m uligt — fejres
Lumbye. Om kring hans Personlighed, som
E tablissem en tets M idtpunkt, sam ler B egejst
ringen og T aknem ligheden sig. Og naar
han fra sin D irigentplads i K oncertsalen nu
og da sender en B ekendt b lan d t Publikum
sit gem ytlige N ik, kan enhver tag e hans
N ik til Indtæ g t. H an er jo Ven m ed hele
N aar vi føler Glæde og b e re ttig e t S to lt
hed over det Tivoli, h v o rtil ingen anden
N ation kan opvise Magen, bør vi, frem for
til nogen anden, sende Lumbye en tak n em
lig Tanke. Han b rag te Foryngelse og F o r
nyelse til dansk Musik, og det paa saa
sund en M aade, a t hans Værk fik folke-
opdragende B etydning. Og — æ rlig ta lt —
hvad var Tivoli blevet uden ham ? Havde
det mon overhovedet h a ft K raften i sig til
a t b estaa gennem T id ern e?
Men — lad det dog ikke være nok, a t vi
m indes ham i T anken ! Lad os prøve paa
a t gøre det ogsaa i H a n d l i n g !
Den K oncertsal, hv orfra Hans Chr. Lum
bye gjorde Tivoli verdensberøm t, er fo r
svunden. Den blev i T idens Løb bygget om
og fo rstø rret. Men P l a d s e n er heldigvis
den sam m e ; det er paa denne Plads, at T i
volis T rad itio n e r grundedes, og den Byg
ning, der sta a r paa den histo risk e Grund,
paa H jerte. Og mon ikke de, for hvem
Ø nsket er et nyt og ialfald h id til uover
vejet, vil finde det baade sm ukt og sundt
og give d et deres varm este T ilslu tn in g ?
Den ganile K oncertsal burde for b e stan
dig have væ ret et H jem sted for Musik, og
ligesom vi m ener, a t den burde bæ re Lum-
bys folkekæ re Navn, m ener vi ogsaa, at
den Musik, man derinde burde dyrke, skulde
m inde om h a m , hans Kunst og hans Be
stræ belser.
P ladsen er ikke h er til at gaa i E n k elt
heder, men vi h ar Forslag p arate, om m an
vilde tage os p aa Raad.
H er — om nogetsteds — burde T rad i
tionen aldrig være brudt. Lumbyes Kon
certsal burde aldrig have væ ret overgivet
til E ksperim entet. Man b eny tted e den sOm
Ramme om en T h eaterk u n st, der ikke var
af første R ang og vistnok h eller ikke altid
af anden. Og før d e tte E ksperim ent bliver for
Tivolis Arkiv.
T iv o lis a n d e n B a z a rb y g n in g , o p fø rt 1863, n e d re v e t 1908.