188 / 265
15. SEPTEMBER 1915
FØR OG NU
N
r
. 18
O rkan af Jubel, som re jste sig ved Synet
af den forgudede A rtist. Med rystend e
Stemm e fik han endelig O rdene frem : „T ak
for de forløbne h a lv tred sin d sty v e Aar. Nu
k a n jeg ik ke m ere.“ Nej, nu kunde han
ik k e m ere, den brave, b rilla n te Gubbe. Me
dens hans elskede T ivoli la a i F estglans for
hans B lik, og m edens der fra tu sin de S tru
ber lød L everaab og T ak k eraab , fa ld t Tæ p
p e t for sidste Gang for den P jerro t, hvis
L ige ikke fan d tes eller
senere er funden.
A nstræ ngelsen havde
v æ ret for stor; h an fa ld t
h e lt samm en, da d et sid
ste Ju belskrig døde hen.
Og saa bragtes han til
Hvile i sit Hjem for al
drig at rejse sig mere.
I Hjemmet.
Volkersen boede i Abel
K ath rin esgade Nr. 14 i
en lille, hyggelig 3 Væ
relsers L ejlighed. Gam le
M øbler i al T arvelighed
p a a G ulvet; paa Væggen
A rtistp o rtræ te r og B ille
der af ham selv i de
m est yndede P je rro tro l
ler. En legem sstor Buste
af gam le Lumbye, hvis
.Minde V olkersen tilb ad ,
Tivolis Arkiv,
ind to g en dom inerende
Plads, m an m indedes kun lid e t om „A rtiste n “
i alt dette. H eller ik k e den fejred e M im i
kers rolige M aade a t væ re paa, erin drede om
K ulisser og Sm inke. D et var harm onisk,
h jem lig t og kønt.
Inde i det inderste Værelse, under et
stort Portræ t af sin afdøde Hustru, laa han
Lig. Han døde Klokken halvni en Torsdag
Aften, plejet til det sidste af sine
kærlige Plejerinder, den gamle Fru
T h ie l og Frk. P e t e r s e n , som be
styrede hans Hus.
Om Dødslejet stod endvidere
hans Nevø, Fabrikant W e n d r ic h
og hans Ungdomsvens Hustru Fru
H e sse . Han døde paa Tivolis S tif
ters, Georg Carstensens Fødselsdag.
I de sidste Dage havde han
fantaseret stæ rkt, stedse om T i
voli ogT lieatret. „Jeg maa derhen,
man venter. Giv mig min F rak
k e“. Og lid t efter: „Kære Bus
holm, Du maa spille iaften. Jeg
kan ik k e“. Idelig mumlede han:
„Man maa have Taalmodighed,
I skal se, jeg kommer til at spille
igen“. I den Forventning døde h an , el
skende sin Gerning til det sidste.
I Tivoli
modtog man E fterretningen om Volkersens
Død um iddelbart før Forestillingen paa
Pantom im etheatret skulde begynde. Folk
stod stillet op, Børn og Voksne, og ventede.
Saa gik Tæppet op, og gamle H e sse kom
frem og meddelte i bevægede Ord Døds
faldet. Han tilføjede, a t Forestillingen
selvfølgelig ikke vilde finde Sted, og Tæp
pet sank, hvorefter Publikum langsomt
spredtes i Tavshed.
Deltagelsen
ved d e tte D ødsfald var uh yre; d et saa m an
bedst ved B egravelsen. Ikke siden T h o r
valdsens Jord efæ rd 50 Aar forud h a r Frue
K irke væ ret saa overfyldt. T ræ ngslen ved
Indgangen var til T id er ligefrem livsfarlig.
P a a fald en d e var den Uro, der herskede, det
lød som D ønningerne fra e t h e lt Hav. M æ r
kelig nok havde d et sm ukke Køn fa ae t Lov
til a t b esæ tte en Del af G ulvet foruden
G I. H a r m o n io rk e s te r-P a v illo n (n e d re v e t 1898).
alle Pulpiturerne, hvor der tillige saas en
Del Børn. Saavel Skibet som Koret lignede
en Blomsterhave; af de officielle Kranse
nævner vi:
Tivolis Lejere, Københavns Sommertivoli,
Kolleger ved Pantom imen, Tivolis Illum ina
tor Ludvig Hoening, Tivolis Kontrollører og
Betjente, Personale og Funktionæ rer i Ti-
Tivolis Arkiv.
K re b s e h u se t.
volis Varieté, O rkestret i Tivolis Koncert
sal, Tivolis Arbejdere og Gartnere, Smaa
Venner i Frk. Friis’ Pigeskole, Maskinfol
kene ved Pantom im etheatret, Foreningen
Frem tiden, Morskabstheatrets Personale,
D agm artheatret, Kasino, Folketheatret, Skue
spillerforeningen, A renatheatret, C. C. Møl
lers Orkester.
I de forreste Stolerader bemærkedes
Familien, Tivolis Direktion, Funktionærer,
og Lejere. Endvidere en stor Mængde Skue
spillere, som det bliver for vidtløftigt at
nævne. Talen, der var meget smuk, hold
tes af den ny Sognepræst paa Frederiks
berg, Hr. G la h n . — Da Orgelet begyndte
at lyde, var Forsam lingen faldet til Ro; det
var derfor en ejendommelig Overgang, da
man kom ud i det fri med Kisten, th i her
var Tusinder af Mennesker paa Benene og
den uhyre Mængde aabnede sig kun lang
somt for a t give Plads for Toget. Kun med
Besvær banede det sig Vej.
Ude ved Tivoli blev det ren t galt. Al
ting gik hulter til bulter. Mennesker og
Sporvogne, Omnibusser,
Drosker, Trækkevogne og
A rbejdskøretøjer filtre
des ind i hverandre i et
Kaos, der saa farligt ud.
Københavns Politi havde
— sælsomt
nok! —
netop ved denne Lej
lighed ikke posteret det
sædvanlige Antal Be
tje n te paa dette Sted,
kun en enlig bereden
B etjent saas i Vrimlen
— og han hvirvledes
modstandsløs tilside. Man
var nem lig spændt paa,
hvilken Hilsen Tivoli vil
de bringe Sørgetoget.
Flagene vajede paa
halv Stang.
Der var
Tale om at afgive en
dundrende Kanonsalut,
for Liget, men den Ære
opnaaede
den
gamle
Kunstner ikke, — P olitiet havde forbudt det.
Derimod stod der et B læseorkester i Por
ten og spillede G a d e s Sørgemarsch.
Videre gik Vejen ad Frederiksberg til,
men Sammenstim lingen var ikke uden uhel
dige Følger. Bl. a. blev en gammel Kone
væ ltet om i Trængslen og tra a d t under
Fødder af Folk, som m aatte vige tilside
for en Mælkevogn, der sluttelig
overkørte hende og knuste hendes
ene Fod.
Ikke mindre end tre Kvarter
var Toget om at naa F rederiks
berg K irke; den brede Vesterbro
gade var adskillige Gange helt
overfyldt og upassabel. Stor Del
tagelse vakte Toget paa sin Vej.
Uden for Frederiksberg Kirke-
gaard stod store Skarer og ven
tede, men her var det stedlige
Politi m andsstæ rkt i Virksomhed
og kun selve Følget — eller re t
tere sagt kun den nærmeste Del
deraf — slap ind.
Graven.
ligger um iddelbart uden for K irkens S akri
sti; der kom Volkersen til a t hvile ved sin
for otte Aar siden afdøde Hustrus Side.
T rindt om saas kendte Mænds Grave: Ho
strup, Oehlenschlager, gamle Price m. fl.
Saa underligt det lyder, var N. H. V o l
k e r s e n af Temperament Melankoliker. Der
fortælles, at han en Gang søgte Lægehjælp
for denne Melankoli og at Lægen, der, skønt
Patienten havde opgivet sit Navn, ikke
anede, at det kunde være den berøm te Ko
miker, skal have raad et ham til at gaa
flittigt i Tivoli og se Pjerrot.