187 / 265
NR. 18
F
ø r
OG NU
15. SEPTEMBER 1915
Der var over denne U d stil
ling noget fe stlig t og over
væ ldende, der gjorde et
uforglem m eligt In d try k paa
dem, der besøgte den. Kom
man ind gennem Ind gangs
porten mod V esterbro, havde
man foran sig den m æ gtige
lyse Hal, der dannedes ved,
at hele G a ard p a rtie t, i a lt
et F laderum p a a henved V
2
Td. Land, v ar o verdæ k ket
af G lastag, b a a re t a f 80 Alen
høje Søjler. U d stillin gen i
1888 var vel m ere om fangs
rig, spæ ndte over et stø rre
Areal, m en de fleste, der
har oplevet dem begge, vil
sige, a t der alligev el var no
get m ere im ponerende ved
den i 1872.
Som det ses af Billedet,
var Bastionen, hvor Lucie-
møllen stod, draget ind un
der Udstillingsterrænet; her
var rejst en Mængde Træbyg
ninger, der efter U dstillin
gens Slutning a tte r blev
fjernede.
En in te rim istisk Bro over
Stadsgraven fo rb an d t d ette
P a rti af U dstillingen med
Hovedbygningen.
Niels Henrik Volkersen
var født den 2. M arts 1920.
Han døde den 31. A ugustl893.
F aderen var S kolelæ rer paa L and et i Om
egnen af Skelskør. Da den unge Volkersen
var konfirm eret, flyttede F a
m ilien til K øbenhavn, hvor
saavel han som B roderen s a t
tes i B o gtrykk erlæ re. Men
d e tte stille Liv passede slet
ikke den livlige Knøs, a lle
rede i 1838 ser vi ham som
A krobat, og fem A ar senere
har han sin vellykkede D e
but i Tivoli.
Om hans A rtistliv er ta lt i
forrige Numm er, som P riv a t
m and var han B ravheden og
H æ derligheden selv. Kun faa
M ennesker h a r væ ret saa a f
holdt som han. U nderordnede
som O verordnede, Kolleger og
Slæ gtninge, næ rm ere og fje r
nere B ekendte, alle h a r de
kun Ros og T ak til hans M in
de, alle frem hæ ver de hans
ualm indelige E lskvæ rdighed,
hans B eskedenhed, Høflig
hed, a ltid redebone H jæ lp
somhed og stilfæ rdig e, hygge
lige Væsen.
Om A ftenen e fte r P a n to
m imen kunde m an træ ffe ham
i Tivoli, i R eglen i Haven
hos „Md. M eyer“, hvor han
efter d et tarv elig e A ftens-
m aaltid nød sin Kognak og
Vand i en K reds af gam le
Venner. Og dér kunde han
da p a a sin lune M aade fo r
tæ lle om sit m angeaarige Ar
tistliv og om de T usinder af K unstens fa
rende Svende, han havde tru ffet sammen
F ru H elg a B lu h m e.
m ed og kend t. Thi d et var
en gamm el Skik, a t alle
Somm erens A rtister lod sig
fo restille for den berøm te
M ester, som jo desuden var
D irektør for A k ro b atfo restil
lingen p a a Plæ nen. H ans i
Ungdomm en væ ldige S tyrke
bevarede han til en høj A l
der. M an havde, d a han var
henved de 70, set ham tum le
to opsæ tsige Mænd p a a en
Gang, som havde liste t sig
ind til d et aarlige F u n k tio
næ rbal i K oncertsalen. Orden
og D isciplin vilde h an have.
Og det fik han indført i
al sin Gerning.
. . . Sin nervesvage Hustru
plejede han i
16
lange Aar.
Tilsidst blev hun apoplek
tisk og krævede den yder
ste Omhu, som den gamle
Mand med rørende Omhu
ydede hende. Hun døde
i
1885
og Æ gteskabet var
barnløst.
. . . A llerede i adskillige
A ar havde V olkersen g aaet
og k lag et over G igtsm erter
hist og her i K roppen; i
V in teren 1892 slog der sig
K ræ ft til, som om sider gjo r
de Ende p a a hans Liv. H an
gjorde, hvad han kunde, for
a t komme sig, og u n d e rk a
stede sig b lan d t a n d et paa
K omm unehospitalet en O peration, som for
en Tid sa tte ham i S tand til a t optræ de
igen, m en e fte r h vilken han
h e lt m aa tte opgive a t „ f a l d e “
paa Scenen. I den Periode —
i B egyndelsen af Somm eren
— kunde m an om F orm idda
gen daglig se ham fæ rdes ved
sit kæ re T eater, i R eglen med
et Barns H aand i sin. M ager
og bø jet saa han ud, m en fo r
nøjelig som altid var hans
glade, venlige H ilsen til V en
ner og B ekendte.
Sidste Gang, han spillede
P je rro t, var en A ften i Juni
M aaned 1893 i „En T ur til Dy
re h av e n “ ; siden da svandt
K ræ ftern e m ere og m ere og
ingen af hans næ rm este troede,
a t han vilde opleve Ju b ilæ et d.
15. August, for h vilket han næ
rede en bræ ndende Interesse.
Men hans E nergi sejrede.
Den 14. kunde han d eltage i
T ivolilejernes Frokost i Ba-
zaren, og p aa Festdagen selv
kunde han paa Tivolis Kon
to r m odtage den b rilla n tp ry
dede Guldm edaille sam t Be
styrelsens og K am m eraternes
overvæ ldende Hyldest.
Og saa om Aftenen, da
Pantomimen var spillet, stod
han for sidste Gang paa den
Scene, hvis Ry han havde
skabt. Rystende af Svaghed
og Bevægelse tog han imod den