254 / 265
N
r
. 24
FØR OG NU
15. DECEMBER 1915
En Henstilling.
I
det „Før og Nu“ afslutter sin Aargang 1915 og forbe
reder sig til den ny, henvender vi os først og fremmest
med en hjertelig Tak til de mange trofaste Abonnenter,
vort Tidsskrift har fundet, og som har fulgt det med en
Interesse, der saa at sige daglig har givet sig Udslag i
Takkeskrivelser, hvis varme Tilslutning og Paaskønnelse
forpligter Redaktionen til fremdeles at bringe de betydelige
Ofre, hvormed det, trods alt, nødvendigvis hidtil har væ
ret forbundet at gennemføre vor Idé paa en Maade, der
samtidig skulde til
fredsstille Publikum
og os selv.
De talrige, sym
patetiske Tilkende
givelser har ikke
mindst glædet os,
fordi de tydeligt vi
ste, at det Syns
punkt, fra hvilket
vi ønskede vort
Arbejde betragtet,
gjorde sig gælden
de ogsaa blandt
vore Læsere.
En vestjysk Præst
skrev i forrige Uge
til os bl. a . : „De
res Blad har en
kulturel Mission af
utvivlsom høj Vær
di. Ved at værne
Minderne om vort
gamle Land og dets
Hovedstad, styrkes
den
Fædrelands
kærlighed, der er
Nerven i et Folks
Liv. Deres Blad
burde finde Indgang
i alle Biblioteker
Danmark over, og
jeg har i de omlig
gende Sogne gjort
mit til, at det kan
blive bekendt blandt
vore Skolelærere,
og jeg vilde være
Konge til Danmark og Norge,
Redaktionen af „Før og Nu“ særdeles
forbunden, om den, ved at tilsende mig nogle Prøvenumre,
satte mig istand til at agitere for dets Udbredelse.“
En Dansk-Amerikaner, der er bosat i Nebraska, har
sendt os en lang og fornøjelig Skrivelse, hvori han bl. a.
siger: „Deres udmærkede „Før og Nu“ har opfrisket saa
mange dyrebare Barndoms- og Ungdomsminder hos mig,
at jeg føler Trang til at takke Dem, ligesom min Hustru,
der er danskfødt. Vi er spændte paa hvert nyt Nummers
Ankomst, og jeg kan forsikre Dem om, at „Før og Nu“
kunde skaffe sig Tusinder af Abonnenter herovre i de dan
ske Settlementer, naar Bladet blev rigtig bekendt blandt
os. De faa Danske her paa Stedet, hvor jeg bor, tegnede
sig straks, da de saa det. Deres Idé til dette Blad er
glimrende og ny, og man maa forbauses over, at den ikke
er iværksat tidligere. Om en Boghandler i New York,
Chicago eller San Francisco vilde udgive et Værk som
Deres og vise disse Byers Vækst gennem Tiderne, — ja,
jeg tror, at han vilde finde en Tilslutning, der paa kort
Tid vilde gøre ham til Millionær. Med den fanatiske og
rørende Kærlighed til Fødelandet, som udmærker Ameri
kanerne, vilde et Foretagende som Deres gøre Furore her
ovre. — — —“
Saaledes som „Før og Nu“ var anlagt — et Pragtværk
paa kostbart Papir og med talrige Billeder, hvis Frem
skaffelse var over
ordentlig vanskelig,
og hvis mesterlige
Gengivelse er uover
truffen — vidste vi,
at det vilde kræve
sin Tid, før Abon
nenternes Antal
blev saa stort, at
Omkostningerne
ved dets Udgivelse
kunde blot tilnær
melsesvis dækkes.
Og Interessen for
Foretagendet
og
Kærligheden til den
Idé, vi kæmpede
for, var stærke nok
til at væbne os med
Taalmodighed.
I
Millionærdrømme
svælgede vi saa-
sandt ikke et eneste
Øjeblik.
Abonne
mentsprisen var jo
sat saa latterlig
lavt, at Enhver
maatte kunne indse,
at Tidsskriftets Eks
istens var betinget
af en ualmindelig
Interesse fra Pres
sens og Boghand
lernes Side og en
meget stærk Til
slutning fra Publi
kums.
Tilslutning gjorde
og vi mente
F r e d e r i k d e n T r e d ie ,
de Venders og Gotliers Hertug udi Slesvig, Holsten, Stonnarn og Ditmarsken,
Greve i Oldenborg og Delmenhorst.
Men paa denne stærke Interesse og
vi rigtignok ogsaa absolut og sikker Regning,
tillige, at vi i den højeste Grad var berettigede dertil.
Hvad Pressen angaar, tør vi ikke sige, at den har svig
tet os og den ideelle Opgave, vi stillede os. Man har at
ter og atter betonet vort Tidsskrifts betydelige Kulturmis
sion baade for Nutiden og Eftertiden, — man har paa
den mest smigrende Maade rost vort ypperlige Billedstof,
de glimrende Reproduktioner og den udmærkede Tekst,
der ledsagede dem, og man har fremhævet den elegante
Udstyrelse, paa hvilken intet var sparet. — Men fra Bog
handlernes og fra Publikums Side har vi desværre for en
Del savnet den stærke Tilslutning, vi havde skellig Grund
til at vente, og som vi endnu ikke vil opgive Haabet om.
237