Forskønnelsen

D el er disse Maal Foren ingen til H oved stad en s F o rskønn else kæmper for.

Det er a f Betydn ing, at Fo ren ingen ikke alene vok ser sig øk on om isk stærk, men og-

saa m oralsk stærk derved, at et stort Antal k øb enh avn sk e Borgere slutter sig til den.

Giv os derfor Autoritet overfor Stat og K omm une ved at hjæ lpe til, at F oren ingen kan

løse sin Opgave.

o h s

. S

t e i n

O F F E N T L I G T ANSVAR

(TALE HOLDT VED FORSKØNNELSESFORENINGENS MØDE D. 25. JANUAR)

e r

er et Ord, som ofte anvend es

den offentlige F o rhand lin g og da gerne baade

m ed A lvor og med Eftertryk. Det er Ordet

Ans var.

Ordet hørte engang til vort M odersmaals æd leste; det var Udtryk for V iljestyrke og

P ligtfølelse, det var Udtryk for P erson ligh ed en s T illid at være sin e Opgaver v ok sen , for

Trangen til at være Mand for sin e Ord baade i M edgangens So lsk in og i Modgangens

Mørketid.

Ansvar

var den aarvaagne T ank es og det bonnette og redelige Arbejdes Æ res

tegn,

Ans v a r

var Sym bo let paa M ennesk enes Tro paa de m oralske Værdier.

Men hvorled es er der hand let med dette Sprogets stolte K lenodie? Har vore offentlige

Myndigheder i Stat og K omm une vaaget over det, som m an værner og vaager over

T ing, der ikk e kan erstattes, fordi de ikke kan køb es for Penge?

Nej, der er hand let ilde med Ordet Ansvar. D et er ved at b live et Ord til B eskæm 

m else i Stedet for et Ord til Ære. Det er b levet et ledd eløst og m istænkeligt Ord, et Ord,

som alle hu le Karle og alle sned ige Fortolkere river og slider i for at

faa noget andet ud

a f det,

end det i sin Oprindelse er. Et Ord, m an trækker paa Skuldren af, og nærmest

opfatter som en Advarsel om at tage sig ivare.

Af alle de N ederlag, som de senere Aar har bragt os, er intet mere ødelæggende end

dette, at Respekten for Ansvaret er b leven en Frase uden indre Lød ighed, m en sam ti

dig en kæ rkomm en F rase, i Skaaltaler, ved festlige Lejligheder, naar Idealerne trækker

i Kjole og Hvidt for at være præ sentable.

Ansvaret i offentlige Anliggender er i O v eren sstemm else m ed vore dem ok ratisk e Ud

stykn ing sp rin cipp er b levet udparcelleret i Sm aalodder, som drives i Fæ llesskab ved

Hjælp af m oderne tekn isk e Midler, særlig T ryk k em a sk in en , hv is lin t afstem te Mekanik

i Hænderne paa kynd ig e og behænd ige P ressemænd altid er i Stand til med ufejlbarlig

Sikkerhed at skifte Sol og V ind lige!

Det lykk e lig e Resultat a f denne A n sva rssocia liserin g er paa næ sten alle offentlige

Omraader, ogsaa det vi diskuterer her i A lte n : Det O ffentliges Byggev irk som h ed og B y 

plan læ gn ing i H oved stad en , at ingen E nk eltm and kan kræves til Regnskab for de Fejl

og U hyrlighed er, der begaas. An svarsfordelingen er saa gennem ført, at Mænd paa of

fentlige T illid spo ster trygt kan stole paa h in and en , trygt kan fragaa baade deres For

tids Tale og Handlinger, trygt kan bære til Skue en ublufærdig T ilbøjelighed til at vælte

Ansvaret fra sig, til at dække deres Ryg,

fortolke sig bort fr a det ubehagelige

og hellere

hytte sig i T v etyd igh ed en s Taage end staa for Skud i D agens Lys.

Den p syk o log isk e Baggrund for D røftelse a f offentlige Anliggender er derfor saa lidet

tiltalende, at det ikk e er at undres over, at B efo lkn ing en s Interesse for det offentlige

L ivs B egivenhed er svæ kk es, og at offentlige Anliggender, selvom det er Anliggender, der

i den Grad berører Borgernes daglige L iv og Færden, som Byau toriteternes P laner eller

P lan lø sh ed , Sm ag eller Sm agløsh ed med H ensyn til B yen s Bebyggelse, Udvidelse,