151 / 154
28
Kong Christian den Femtes Rytterstatue
et smukt og décorative Minde om
sin Tidsperiodes Kunst.
Der er en Ting, som kunde og
burde gøres, nemlig at løfte hele
Monumentet ca. 2 Alen i Vejret
ved at give det en saa meget højere
og tillige betydelig rummeligere
Underbygning. En saadan For
højelse vilde medføre, at næsten
hele Statuen set fra Hotel d ’Angle
terre og Ny Adelgade vilde kom
me til at staa imod Luften, hvilket
uden Tvivl vilde klæde den. løvrigt ser Statuen bedst ud fra et Standpunkt lidt længere
henne mod Østergade, og selv om en Forhøjelse ikke vilde ændre noget i, at Trækronerne
her vedblivende kommer til at danne Baggrunden, har jeg dog det Indtryk, at et højere
Stade ogsaa fra denne Side set vilde være af god Virkning.
„ H e s t e n “ er og bliver noget for sig selv, og der er ikke i den ganske By et eneste
Monument, der kan taale Sammenligning med den,, og ikke et, som den kan taale Sam
menligning med. Den maa ses for sig, bl. a. som den eneste Repræsentant for sin Tids
Billedhuggerkunst. Schlüters Mindesmærke over „ D e n s t o r e K u r f y r s t e “ i Berlin
(støbt Aar 1700) tilhører den samme Tid og minder om den, baade hvad angaar Hestens
Bevægelse, Mandens Costumering — som romersk Feltherre — og Anbringelsen af alle
goriske Skikkelser ved Fodstykkets Hjørner. Hvilken af dem, der er bedst, er vanskeligt
at sige, men Kurfyrsten har det fremfor Kongen, at han ikke er vanskøttet, hvilket maaske
tildels har sin Aarsag i, at han er støbt i Bronce og ikke i Bly. „H e s t e n “ er som sagt
karakterfuld og kraftigvirkende, og det forekommer mig, at den i disse for et Monument
ikke uvæsentlige Egenskaber overgaar „D en s t o r e K u r f y r s t e“, ja, at den i saa Hen
seende nærmer sig Colleoni’s Rytterstatue i Venedig. Men den Overtro, som en Følge
af Uvidenhed, at Christian den Femtes Rytterstatue er et Værk af en Fusker, og som
Kunstværk betragtet en Skændsel for „ N o r d e n s A t h e n “, bør der snarest muligt
rammes en forsvarlig Pæl igennem.
Der har, saa langt jeg kan huske tilbage, hævet sig Røster for at faa „ H e s t e n “
fjærnet fra Kongens Nytorv, og et omkring det 19. Aarhundredes Midte opstaaet Dogme
havde stemplet den som et meget maadeligt Kunstværk, og til Trods for at selve Thor-
valdsen i den mellemliggende Tid har været stemplet som en Middelmaadighed, en
Epigon, en Efterligner uden original Opfattelse, har Dogmet om Hestens Siethed og Lat
terlighed holdt sig indtil Dato. Men blev Spørgsmaalet om dens Fjærnelse for Alvor rejst,
vilde da nogen virkelig have det gjort? Jeg tvivler stærkt derom, men ikke om, at enhver
med nogen virkelig kunstnerisk Autoritet vilde nedlægge den kraftigste Protest derimod.
Som Følge af den i den nyeste Tid overalt tiltagende Trafik og Færdsel blev man
for nogle Aar siden nødsaget til ogsaa for Kongens Nytorvs vedkommende at træffe
Foranstaltninger til Pladsens Regulering, og Resultatet blev en omfattende og kostbar
Kongens Nytorv.