97 / 154
18
Peter Norden Solling
gangskreds i Contribution. Derfor figurerede der ogsaa blandt Indtægts Posterne i Regn
skaberne jævnligt Declamatorier og Concerter, i hvilken Henseende især „Selskabet for
Musikens Udbredelse“ var virksomt med at give Concerter til Fordel for den vordende
Stiftelse.
I Slutningen af 1822, da Bombebøssens Formue var steget til 9262 Rdl. Sølv og
3920 Mk. Bco., havde denne Forening alene bidraget til dette Beløb med ikke mindre
end en Fjerdedel. Ogsaa andre henvendte deres Opmærksomhed paa Bombebøssen, lige-
saa meget af Interesse for selve Stiftelsen som i Kraft af Hengivenhed for Søllings
almenelskede, originale, vindende Personlighed. Flaadens Officerscorps betænkte den med
en halv Procent af deres Gage aarlig, mellem 300 og 400 Rdl., og et Selskab Studenter
bestemte, at Overskudet af en Dilettantforestilling skulde tilfalde Stiftelsen, i hvilken
Anledning Sølling blev saa rørt, at han ikke vidste at tolke sin Tak paa anden Maade
end ved at putte et Par Ryper, som han just havde modtaget fra Norge, i Baglommen paa
de to Studenter, der medbragte Gaven. „Tag dem“ sagde den lille iltre Mand, „for Fan
den, I blive da vel ej vrede? Spis dem i Aften paa Regensen. Tak skal I ha’e“ .
Hensigten helliger Midlet: Ved en af de omtalte Concerter i 1823 blev 12, ved en
senere Concert (d. 7. Marts 1824) blev 18 gamle Sømænd fremstillet for aabent Tæppe.
Efter vor Tids Opfattelse synes det vel nok en lidt tvivlsom Smag, men det var „argu
mentum ad hominem“ haandfast Agitation for et godt Formaal.
Til denne sidste Concert havde selve Oehlenschläger skrevet en Sang „som Sømands-
Tak til Selskabet“ , og her skal gengives alle Versene, af hvilke det første anvender Begyn
delseslinierne af Thodes bekendte Sømandsvise som Introduction:
Vi Sømænd gjør ei mange Ord,
Ei hykle eller prale,
Om hvad der i vort Hjerte boer
Bør Daad, ei Munden tale.
Dog, hvad i Hjertet foregik
Og Takken til den Høie,
Det tolker Taaren i vort Blik
Og Ilden i vort Øie.
Den som et Æ g af Fuglen Rok,
Vel Unger ei udklæk ker:
Men derimod en Oldingflok
Staar frem af Skallens Sprækker.
T o l v Gubber kun ifjor I saa
Af dette Ro k -Æg kommen,
Iaar alt a t t e n for Jer staae
Som nære s ig af Blommen.
En Bombe er en hæslig Fugl,
Den kan i Luft sig svinge
Som Ørnen fra sit Klippeskjul,
Skønt den har ingen Vinge.
Og naar den stiger med sin Glød
Og naar mod Jord den suser,
Den bringer Saar og Skræk og Død,
Og Heltens Arne knuser.
Og ser I Huset malet der?
Veed I hvad det vil sige?
Det tyder at den Tid er nær
I Danerkongens Rige,
Da gamle Sømænd faar en Vraa
I egne varme Stue,
Hvor ingen Bølger ind kan slaa
Og slukke Arnens Lue.
Men denne her er mere mild,
Den hjælper dem, som trænge,
Den er ei fyldt med Krudt og Ild
Men kun med Sølv og Penge.
Og naar den brister uden Knald,
Ei græde Børn og Mødre;
Den dræber ingen i sit Fald,
Men kvæger gamle Brødre.
I Alderdom for Mangel fri,
De føle dybt bevæget:
Hil dette Selskabs Harmoni,
der har os vederkvæget:
Gud signe Kongen og hans Hus,
Gud signe Viv og Borger,
Som hiælper Hytten af sit Grus,
Og lindrer Sømands-Sorger.