93 / 154
14
Peter Norden Solling
I den Periode, der fulgte efter Napoleon-Krigene, med Stilstand og trange Tider for
Handel og Søfart over store Dele af Verden, var den jævne, farende Matros fra Coffardi-
farten saare ilde stedt. Nøden mellem de danske Søfolk var dengang særlig stor. Mange
maatte gaa ledige, og mange var mere eller mindre Invalider eller Værkbrudne.
En Dag mødte Sølling paa en Spaseretur i Grønningen en gammel Mand med Skip-
perphysiognomi og for Resten daarlig klædt. Den Gamle tog ærbødigt sin Hue af: „H e r
ren skulde vel ikke have en Skilling tilovers for en gammel Sømand“ . Sølling saae
skarpt paa Manden, og genkendte ham. Det var en gammel Søgut, som i mange Aar
havde faret til Søs med selve Peter Norden Sølling som Chef.
Det slog nu Commandeuren, at det dog var for galt, om en Sømand, der i mange Aar
trofast havde tjent sit Land paa saa mange farefulde Rejser saadan paa sine gamle Dage
skulde være henvist til at tigge sit Brød. Tanken om at komme den i Livets Storme
havarerede Sømand til Hjælp og skaffe ham i Nødhavn, fødtes nu i den virksomme og
varmthjærtede Mands Sind og hurtig i Vendingen, som Sølling altid var, fandt han ikke
Ro, før han havde udtænkt en Plan til at hjælpe. Med et kærligt Sind og velgørende
som faa hjalp Sølling af sin egen Lomme, saa vidt det stod i hans Magt, men han indsaa
snart, at hvis der skulde ydes en Hjælp, som kunde forslaa noget, maatte der tages fat ved
forenede Kræfter, paa indtrængende Maade maatte der appelleres til den private Vel
gørenhed og især til Hjælpsomheden inden for selve Sømandsstanden og hos dem, der
havde høstet Lordel ved Coffardifartens Virksomhed.
Og impulsiv og original, som Sølling var, faldt det ham ikke ind at gaa den slagne
Landevej ved at udstede en almindelig Opfordring, men han fandt en lykkelig Udvej, en
original Idé, som i sig selv var noget af et Udslag af muntert og drastisk Sømandslune,
en directe haandgribelig Appel til Godgørenheden for det smukke Formaal, som han havde
sat sig, at naa frem til Oprettelse af et Alderdomshjem for Søfolk.
Der stod paa Waterschoutens — Comptoir en gammel, uanselig og lidet paaagtet
„ g r ø n n e B ø s s e “ , som kun meget faa lagde Mærke til, og som saare sjælden modtog
en slidt 8 Skilling gennem sin støvede Sprække, men nu skulde den faa en Stedfortræ
der eller Hjælper, som faldt betydelig mere i Øjnene.
En skønne Dag blev der nemlig i Dyb ensgade-Qvarteret fundet en af de store Bom
ber, som Englænderne havde sendt ind over Kjøbenhavn under Bombardementet i 1807,
men som ikke var exploderet, og af den skulde nu fremvoxe Hjælp og Trøst for de
gamle Sømænd. Sølling fik fat i denne 200 Punds Bombe og afmonterede den, skruede
Hankene af og hulede den ud som en Sparebøsse. Den blev decoreret med smaa, men
iøjnefaldende Malerier, som talte et let forstaaeligt Sprog om Formaalet. Paa den ene
Side var malet en simpel, men smagfuld Bygning, paa hvis Facade stod skrevet:
Fri B o lig fo r M a tro ser,
o g
foran Bygningen saaes forskellige affældige, værkbrudne Matroser, En med Træben,
en Anden som blev støttet af en Tredje osv., dels gaaende paa Gaden dels i Færd med
at flytte deres Tøj og Sager ind i Huset.
Over Bygningen stod disse Linier: