DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Peter Norden Solling

17 Lodser fra Egvaag og Lodshavn, Udhavn nær ved Farsund, gav et synligt Tegn

paa den Taknemlighed de kom til at nære overfor deres energiske og varmtfølende Lands

mand ved at lade et Minde oprejse paa Fjeldet Støen, i Klippevæggen, hvorfra de havde

deres Udkigssted mod Havet. Dette Minde, en hvid cararisk Marmorplade, fik følgende

hædrende Inscription:

K o n g F. V I

g a v i A a r et 1 8 0 5

den fø rste D æ k s L o ts C u tte r

a f d e nye, som H r . C omm a n d e u r Sø lling

i A a r e t 1 8 0 0 o p f a n d t o g ind førte

b lan d t L o tse r o g F iskere i N o r g e

til H e l d fo r Søefarten , L o tse rie t o g Fiskerierne

D e t t e M in d e sæ tte s a lle run d e rd an ig st

a f

U n d e r te g n e d e

(her følger Navnene paa sytten Lodser)

Men man

behøverikke at gaa saa langt som

til Norge, for at

finde etMindesmærke

om Søllings Følelse for sine Medmennesker og hans utrættelige Energi, hvor det gjaldt

om at gennemføre noget til deres Bedste. Stiftelsen „ B o m b e b ø s s e n “ , som vi snart

vil

høre nærmere om, er et bedre og nærmere Vidnesbyrd om den djærve Sømands

Virkelyst end hint Monument paa det fjærne Fjeld.

Saa kom Aaret 1814, som var et haardt Prøvelsens Aar for Peter Norden Sølling

som for saa mange Andre. Danmark havde mistet Norge, og alle Embedsmænd af norsk

Fødsel blev afskediget, med mindre de ønskede fremdeles at blive i dansk Tjeneste.

Sølling havde en haard Kamp at bestaa med sig selv. Han hang ved Norge, hvor han

var født, og hvor han havde tilbragt en stor Del af sin Levetid, men paa den anden Side

var han Danmark og Kong Frederik den Sjette meget hengiven, og desuden vilde han nødig

tjene under Sverige, thi Norges Afstaaelse blev af de Fleste dengang betragtet paa den

Maade, at Norge nu helt vilde komme til at staa under Sverige.

Sølling tog derfor resolut den Beslutning helt at løsrive sig fra sit Fædreland og

hellige Danmark, der var blevet hans andet Fædreland, sine Kræfter. Han forlod saa

Norge, rejste til Kjøbenhavn og kom paa Vartpenge, men besøgte dog siden jævnlig Norge,

for at hilse paa Venner og opmuntre Lodserne.

Ved Søllings Ankomst til Kjøbenhavn i 1814 var den ulykkelige Krig just endt. Lan

det vaandede sig under dens ødelæggende Virkning, Handel og Industri var knækket i sin

Rod, Pengevæsenets Sikkerhed var rystet i sin Grundvold, og den almindelige Nød føltes

fra Samfundets øverste Lag ned til dets Laveste. Sølling søgte strax Audiens hos Frederik

den Sjette, og tilbød Kongen sin Tjeneste. Kongen, som kendte Sølling godt, modtog

ham meget venligt til Audiensen, og takkede ham for det Bevis paa Hengivenhed for