92 / 154
Bombebøssen
13
Danmark, som han havde ydet ved at opgive sin Stilling
i Norge, hvor hans Ansættelse dog var ham sikret, medens
der vanskelig kunde blive en til hans Rang svarende Plads
i Danmark. Kongen udtalte sin Tvivl om, hvorvidt han
havde Brug for Sølling, da han jo nu var i en noget frem
rykket Alder.
„Fremrykket Alder, Deres Majestæt,“ gentog Sølling.
„Kun 58 og er jeg affæ ld ig?“
Og hermed kastede han i et Nu Uniformsfrakken og
gav sig til at vende Mølle hele Salen rundt, indtil han
atter stod fast paa begge sine sikre Ben foran Majestæ
ten — til stor Forbavselse for Monarken, der ikke kunde
faa andet over sine Læber end: „Hvad — hvad — hvad
skal det dog sige?“
„Det skal kun sige, Deres Majestæt,“ svarede Søl
ling, idet han igen trak i Frakken med Epauletterne, „at
jeg er saa rask og rørig som nogenog i Stand til at tjene min Konge og mit Fædre
land. Men ellers beder jeg Deres Majestæt ikke tage minAdfærd ilde op“ .
„Haa — haa“ lo Kongen. „Naa, det var Meningen,
ja,De er
en Krabatfyr, Sølling.
Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for Dem.“
Kongen holdt Ord, og Sølling beholdt sin Charge som Commandeur i Flaaden.
Medens han ventede paa Beskæftigelse, fik han — vistnok som den første — Ideen til
i Danmark at indføre Nordsøfiskeri fra søgaaende Fartøjer. Han fik i Foraaret 1816 af
Admiralitets-Collegiet udlaant 2 Dæks Lodsbaade, og 4 unge voxne Matroslærlinge af Hol
mens faste Stok stilledes til hans Raadighed til Oplæring i Havfiskeri.
30. Juli 1817 fik Sølling Embedet som Waterschout i Kjøbenhavn (nærmest svarende
til det senere Mønstrings Embede), hvilken Stilling han beklædte til sin Død.
Dette Embede tilbød ham Ro, men Søllings altid virksomme Aand kunde ikke nyde
den, og det blev i denne Stilling han kom til at udføre sit Livs anden store Bedrift.
Sølling havde et varmt Hjærte for sine kære Sømænd, og allerede i sin tidligere Stil
ling — men især som Waterschout — havde han rig Lejlighed til at se de haarde Kaar,,
som var beredt danske Sømænd ved Handelsflaadens Ødelæggelse, hvor sørgelig en
Skæbne den simple Sømand gik i Møde paa sine gamle Dage, kun Udsigt til Nød og
Elendighed, naar han ikke kunde sejle længere, og naar han var i Land og ingen Hyre
kunde faa. Men hvad der græmmede Søllings brave Sømandshjerte mest, var at se den
Tilstand, hvori han traf sine gamle Gaster. Det gjorde ham inderlig ondt at se disse
gamle, svage, men hæderlige, Fyre, forhen dygtige og raske Sømænd gaa og slumpe sig
igennem som Tiggere, og vanke om i Axelstaden i usle Kaar, og saaledes var henvist til
Landkrabbernes Naade og Barmhjertighed. Det skar ham i Hjærtet, og Taarer perlede i
hans Øjne, ¡naar han saae halvnøgne Oldinge, der forhen modigen havde pløjet Havets Bøl
ger og bidraget til Handelens Fremme, blotte deres Sølverhaar, for at bede en Forbipas
serende om en ringe Almisse eller naar han traf en af sine Chinafarere, drivende hjemløs
øm og søgende sig et koldt og fugtigt Ly for Natten under en af Sandkisterne.
Peter Norden Sølling