86 / 154
Bombebøssen
7
farlige Tjeneste krævede hvert Aar talrige Ofre af Menneskeliv, og mange Skibe stran
dede, da Lodsen ikke kunde komme ud til dem i haardt Vejr.
Storskibs-Sømand og Baadsejler, som Sølling var, stod det ham klart, at Grunden til,
at saa mange af Lodserne gik væk paa Havet, maatte være, at de anvendte de uhensigts
mæssige, aabne Baade, der var udsat for at fvides under Sejladsen i Braad og Brand.
Der var ikke een, men flere Lodshavne, hvor ikke i Mands Minde nogen Lods var
bleven begravet paa Landjorden. Det almindelige var, at Lodserne, tidlig eller sent,
fandt deres Død i Bølgerne under deres Forsøg paa at redde dem, der paakaldte deres
Hjælp, og langs Kysten sad de mange Enker ofte med Huset fuldt af smaa Børn og med
Smalhans som Kok, hvilke man traf i alle Lodshavnene, og det vidnede noksom om, at
det graadige Hav ikke skaanede den Unge og Forsørgeren mere end den Gamle og
Ensomme, men uden Barmhjærtighed rev Familiefaderen ud af hans Kæres Kreds og
overlod dem til den dybeste Nød og Elendighed. Betaget af dyb Medfølelse, søgte Søl
ling nu at raade Bod derpaa, og det vidner godt om den unge Søofficers praktiske Sans
og Samfundsfølelse, de samme Egenskaber, som senere gav sig Udslag i Oprettelsen af
„ B o m b e b ø s s e n “ , at han tog denne Sag op og ikke helmede, før han fik ført den til
en lykkelig Løsning.
Det var som sagt især under Vinteropholdet i Kleven, at Sølling blev grebet af
Tanken om paa en eller anden Maade at formindske det farefulde i Lodsernes daglige
Dont, og naar vi erindrer, at Sølling dengang kun var et ungt, tyveaarigt Menneske,
saa taler dette godt for den Ballast af Alvor og Følelse, der gav hans kække, muntre og
glade Sømandssind Stadighed og Sikkerhed paa Farten gennem Livet. 1 Kleven kendte
han alle Lodserne og levede helst sammen med disse dristige og jævne Sømænd, og han
begyndte her alvorlig at tænke over Midler til at forbedre deres Kaar. Han slap aldrig
Tanken, lige saa lidt som han nogensinde afbrød Forbindelsen med sine kære Kystbeboere.
Mere end een Gang anløb han paa sine Rejser de norske Lodshavne, og hver Gang han
sejlede forbi, sendte han Brev ind, for at faa noget at vide om Tilstanden. Svaret
kunde være mere eller mindre tilfredsstillende, men altid kunde han være sikker paa,
at det indeholdt Efterretning om endnu en af de gamle Venner, der var gaaet ud i sin
Baad, for at bringe Hjælp til en Sejler, men som ikke mere var vendt tilbage. I flere
Havne var der ikke een tilbage af dem, som Sølling havde kendt, medens der til Gen
gæld opvoxede en Flok hjælpeløse Børn i Sult og Vankundighed.
Sølling kunde ikke slippe Planen til en Forbedring af Lodsernes Stilling, og paa
sine lange Rejser havde han bestandig Blikket og Tanken henvendt paa denne Sag, men
der manglede ham Tid til at sætte noget alvorligt i Værk. Først da han i 1799 gik ud af
Coffardifarten for atter at træde i Nummer i den kongelige danske Marine, satte han
hele sin Energi ind paa at skaffe Lodserne nye sødygtige Fartøjer. Han fik Orlov til
at rejse til England, for paa Stedet at undersøge Constriictionen og Brugen af den
engelske Lodsbaad.
Med Anvendelse af de Forbedringer, der udmærkede den engelske Lodsbaad, men
forøvrigt efter egen Tegning, viste han sit Snille væd at construere Modellen til den nye
Lodsbaad, og lempet efter norske Forhold, lod Sølling saa den første nye Lodsskøjte