82 / 154
Nu lider ei længer den Aldrende Nød,
Lunt sidder i Læ han for Vinde,
Men Sølling, som reiste Jer Hytten — er død:
I Gubber, velsigner hans Minde.
PETER NORDEN SØLLING
fødtes d. 13. September 1758 i Christianssand (Kirkebogen, angiver fejlagtig 1. Septb),
som eneste Søn af Capitain-Lieutenant i den dansk-norske Marine, Indrulleringschef i Chri
stianssand, Peter Norden Sølling, født 1718, og Hustru Anna Cathrine Hortulan, født
5. Marts 1731, eneste Datter af Præsten til Storvorde og Seilflod i Viborg Stift, Christen
Hortulan og Marie Sophie f. Bruun.
Knap 2 Aar gi, kom den lille Peter Norden med sine Forældre til Kjøbenhavn, da
Faderen blev afskediget som Indrulleringschef. Barndomshjemmet var alt andet end lyk
keligt. Faderen havde tidligere været en re t dygtig Søofficer, men var nu forgældet,
upaalidelig og ikke altid ædruelig.
I 1764 flyttede Moderen med sine Børn til Nyborg, hvor hun tidligere havde boet, og
hvor hun havde nogle Venner. Hun vilde ikke længere være sammen med Manden, der
2 Aar senere blev afskediget af Søetatens Tjeneste paa Grund af daarlig Opførsel, og
tog til Holland, for at søge at komme i Coffardifart. Dette lykkedes imidlertid ikke,
derimod blev han syg og døde d. 1. Septb. 1767 i en lille By , , t e r V e r e “ i Holland.
Moderen var et udmærket Menneske, der holdt sammen paa Hjemmet ved Hjælp af
Slægt og Venner og en beskeden Understøttelse af Kongen. Hun døde d. 30. April 1785
i Nykjøbing, Sj.
Peter Norden havde allerede fra Barnsben haft udpræget Lyst til Sølivet, og at
gaa samme Vej som Faderen. Allerede som Dreng færdedes han paa Søen i en lille
Sejlbaad, som han godt forstod at styre, men dette var engang nær bekommet ham ilde.
I en pludselig opkommen Storm kuldsejlede Baaden, og han vilde ufejlbarlig være druk
net, om der ikke var kommen Hjælp fra Land. I nogle faa haandskrevne Blade, hvorpaa
han i al Korthed har optegnet nogle af sit Livs vigtigste Begivenheder siger han „Til
Søen havde jeg fra min Barndom, og har jeg endnu, en ubeskrivelig Lyst, ligesom og til
at see og kiende, hvis muligt var, den hele Verdens Overflade“ , og det blev jo ikke saa
lidt han fik at se af denne. Da imidlertid hans udprægede Tilbøjelighed for Sømands