DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Peter Norden Solling

tet, og medens han var borte, havde han lidt betydelige

Tab ved en af Compagniets Bogholderes Besvigelser. Ved

Hjemkomsten var han tillige syg af Skørbug og scabios

Udslet, og maatte derfor søge Helbredelse ved et længere

Landophold.

1796 rejste han til Marseille, for at købe et fuld

rigget Skib til Handelshuset de Coninck, og medens han

var borte, blev han d. 23. Decb. 1796 forfremmet til Capi-

tain i Søetaten.

1. Febr. 1797 kom han til Kjøbenhavn med Skibet,

der fik Navnet „ H e n r i e t t e “ . Det var paa 300 Com-

. . . , c

c i .

merce Læster og havde en Besætning paa 80 Mand.

Amalia Abigael Sølling, 1. Eskudsen

*=>

(efter Maleri af Juel).

Han kom dog først af Sted med det hen paa Som

meren, bestemt til Ostindien, men fik uheldigvis Havari

i Nordsøen, og maatte gaa ind paa Themsen, for at reparere. Det trak imidlertid

ud, og medens han ventede, havde han den store Ærgrelse, at mange af hans Folk, der

allerede havde faaet et stort Forskud i Kjøbenhavn, nu af de høje Haandpenge, som Eng

lænderne fristede med, lod sig forlokke til at desertere fra Skibet og lade sig hverve til

engelske Krigsskibe. De havde oven i Købet den Frækhed at forlange deres Tøj og Køje

klæder udleveret, og da Sølling nægtede dette, var han nær ved at blive sat i Gælds-

fængsel. Han blev syg — maaske tildels af Ærgrelse — maatte for en alvorlig G ig t

lidelse bruge Kur i Bath, og saae sit dejlige, store Fregatskib under en anden Capitain

fortsætte Rejsen. Men foruden Helbredelse fik han dog et godt Udbytte af sit ufrivillige

Ophold, idet han lagde Mærke til nogle ualmindelig sødygtige og velsejlende>- Dæks-

baade, de saakaldte „ P e d e r s B a a d e “ , som han mente maatte være meget egnede til

Lodsbaade paa den norske Kyst. Han købte en saadan Baad, tog den mod hjem, og

begyndte nu et energisk Arbejde, for at faa Baaden indført som Lodsbaad i Norge.

Paa Søllings mange Rejser hændte det ofte, at Skibet, naar det Vinterdage kæm

pede med Nordsøens krappe Braadt og var i Havsnød maatte søge ind til en eller anden

norsk Lodshavn. Ved disse Besøg, og endnu mere da han paa sin anden Rejse dreven af

Havsnød og ilde tilredt paa Takkelagen overvintrede i 5 Maaneder i Havnen Kleven ved

Mandal, saae han paa nært Hold, hvordan de norske Lodser og Lodsfamiliers Kaar var,

og da fødtes den Tanke i Søllings menneskekærlige Sjæl, at der maatte kunne gøres noget,

for at formilde de skrækkelige Tilstande, hvorunder den norske Lods dengang levede.

Under sit Ophold i Norge havde han Lejlighed til grundig at blive bekendt med den

usle Tilstand, hvoriLodsfartøjerne befandt sig, hvor elendige de aabne Baade var, hvor

med de norske Lodser, disse dygtige og uundværlige Søfolk, maatte gaa ud paa Havet,

undertiden i det haardeste Vejr mellem de farlige Skær, og hvorved deres Livsgerning

var forbunden med stor Livsfare. Det var ikke sjældent, at disse brave Folk, der for

rettede Lodstjenesten, satte Livet til, fordi deres Fartøjer, disse aabne smaa Nøddeskal

ler, var gamle og brøstfældige. Dette var især Tilfældet paa Norges Vestkyst. Lodsernes