170 / 224
140
ket V irkning, og jeg spurgte nu
Baronessen,
om h u n vilde
give m ig et ny t
Interview ,
hvo rtil h u n straks var villig.
Det lød m ed hendes egne Ord saaledes:
»Jeg h a r en uhyggelig Evne til at sprede Katastrofer om
mig. Jeg kostede straks i Fødselen m in Moder Livet. Min
Tante, der tidligere ledsagede m ig paa m ine Rejser, døde af
Forgiftning. M in F ad er fand t jeg en Dag, da jeg kom hjem
fra en R idetu r, liggende blødende i sit Kontor m ed en Kugle
i Hjertet.
Jeg havde altid levet i den Tro, at vi var rige, og det h av
de vi vist ogsaa været. I hv ert Fald havde vi levet, som om
vi var det. Men et Rørskrak, der ram te m ange af Rreslaus
F in an sm æ nd , ru in ered e ogsaa Papa.
Jeg havde læ rt a t ride hos en Kavaleriofficer. Nu tog jeg
yderligere U nderv isn ing hos den kendte R idelæ rer
Gaike.
Jeg solgte m ine Sm ykker og købte 3 Heste: En Væddeløber
fra et S tu tteri i Smolensh, en arab isk Fuldblod s og Stod-
h ing st paa 5 Aar.
Saa søgte jeg Engagem ent og fik det i Riga. Jeg havde
troet, at det var en rigtig Cirkus, jeg sku lde optræde i, og saa
viste det sig at være et gamm elt, lappet Telt, der ejedes af en
polsk Jøde, til hvem jeg blev nødt til at sælge m in bedste
Hest for at skaffe Rejsepenge.
Men saa kom jeg til Ciniselli i St. Petersborg, og skønt
m an af Jalousi bragte m in Skolehest af Vejen, saa at jeg
m aatte ride hau te école paa en gamm el Springer, saa g jo r
de jeg alligevel saa m egen Lykke, at jeg fik gode Engage
m enter, ind til jeg kom he r til København hos Rusch.«
A tter havde Skoleryttersken væ ret m eget aabenhjertig, og
for saa v id t sagt Sandheden ligesom sidst, m en heller ikke
denne Gang den
fulde
Sandhed, ikke noget om sit Ægte
skab eller om, hvem hendes Mand egentlig var.
Men nu var d et Baronen, der efterhaanden blev veltalen
de og gav Oplysninger om sit eventyrlige Liv.
A t det havde væ ret eventyrligt, fortalte h an ikke blot selv,