167 / 224
137
nes usikre Skin inde i en Lysning to Lig, liggende ved Siden
af hinanden .
Der var ingen Tvivl, th i den døde Kvinde bar paa Bry
stet — Kong Christians Dagmarkors!
Dram aet paa Taasinge blev Sæsonens Sensation, der in
spirerede
Holger Drachmann
til et pompøst Digt, der be
gyndte m ed Ordene:
T il Side, Hr. Dommer! T illad mig, Hr. Præst!
Hvad der i B eretningen spillede en stor Rolle, var det
dram atiske Moment, at de E lskende skulde have ladet sig
in spirere af det i E rind ringen endnu friske Meyerling-Dra-
ma, i hv ilket den østrigske K ronprins
Rudolf
gik i Døden
sammen m ed Baronesse
Vetzera
den 30. Janu a r 1889.
Man sluttede dette deraf, at der i Bregninge K irketaarn,
som P a rre t havde besøgt, fandtes Navnet Vetzera. Men det
konstateredes, at det ikke kunde være skrevet af E lvira Ma-
digan.
I det hele er det m aaske tvivlsom t, hvor megen Romantik
der var i dette Drama.
Meget tyder paa, at Grev Sparre har lokket E lvira til
F lug t m ed gyldne Løfter. Saa viste det sig, at han var gift,
og at han s F am ilie ikke vilde sende ham Penge paa telegra
fisk Forlangende. E lv ira h a r derefter ønsket at vende tilbage
til Cirkus, m en h an h a r i sin fortvivlede Situation besluttet
sig til Selvmord og m ed Magt taget hende med i Døden.
Men Mythen om det skønne Kæ rlighedsdrama, om »Dø
den i Skønhed«, som
Henrik Ibsen
sagde, lever stadig, og
endnu den Dag i Dag kan m an til T ider finde Dobbeltgraven
paa Taasinge smykket m ed friske Blomster.
Men for F am ilien Madigan var Elviras Død en Katastrofe.
Den havde m istet en Mascotte, som iøvrigt efter Døbesedlen
slet ikke hed
Elvira,
m en
Hedvig,
endda
Jensen.
Alt gik efter Hedvigs Død galt, og under et Ophold i Gefle
indeb rændte den gam le Madigan, og m an fandt paa hans