35 / 224
29
Jean Depuis var tilm ed ikke en Mand, der udfordrede
til Kam p om Æ rens fagre Træ.
Nej, de, der overvandt ham i ærlig Kamp, vilde faa ud
betalt 500 b lanke Daler, der var deponeret hos Direktionen.
Se, det var noget, m an kunde forstaa og til Kampen meldte
sig Vesterbros Skræk, den lille stæ rke S lagterm ester
Ferdi
nand Ludvigsen.
Der var propfuldt. Selvfølgelig vilde Dansken sejre. Man
levede end nu ikke i Sportstider, m an forstod ikke, at der
er Forskel paa at
have
Kræfter og at
bruge
Kræfter.
T il stor Skuffelse for alle de forsamlede Vesterbro-Slag
tere og slagtervenlige Københavnere, laa Ferd in and Ludvig
sen efter faa M inu tters Kamp, som han end ikke havde k u n
net klare ved et regu læ rt dansk »Livtag«, med begge Skul
dre mod Jorden.
P u b lik um hyssede og peb, m en pludselig greb det sig
i, at dette jo egentlig var uberettiget, og ud af Larm en to
nede m ed ægte københavnsk Humør, et taktfast T ilraab paa
Melodi til R efrænet af Øjeblikkets populære Vise: »Kejseren
af K inesiens Land«:
P a a ’en, p a a ’en, paa ’en igen,
lille F erd in and
Ludvigsen!
Og F e rd in and Ludvigsen gik paa’en igen, men det hjalp
ikke, m en R efræ net fra den Aften lever endnu og dukker
op m ed Mellem rum , uden a t de fleste ved, hvorfra det
stammer.
B rødrene T ou rn iére havde iøvrigt mange gode Indfald,
der endog kund e gøre en moderne Direktør Skaarup m is
undelig paa sin Forgænger paa Vesterbro.
Ved en af de store Forestillinger bortloddedes Gaver, men
ikke til P u b lik um under eet.
Nej, P ark e tb illettern e kunde vinde en Hest, P arterre en
Kuffert og Galleriet en M erskumspibe med Sølvbeslag.
Ingen A u to ritet blandede sig i den A rt Uskyldigheder,