102 / 191
at det delt engang var Munkenes Refectorium.
Og mellem alle disse højtidsfulde Omgivelser
færdes de gamle Beboere, uden derfor i nogen
synderlig Grad at glemme selv Jordelivets mindste
Smaating. Tvertimod. Der synes indbyrdes at herske
en stærk Ufordragelighedens Aand.
— Jeg er otteogfirs, siger en lille geskæftig Dame
og betragter de Besøgende, som vilde hun i et ha
stigt Blik udmaale Aldersforskellen. Og saa sidder
man her. Jo, her er yndigt, liva’? Og hun fortsætter
som i en mildere Stemning: Naar ens Fa’r har
været Tømmerhandler og ejet Lofter og Gåard, saa
er det tungt nok at skulle sidde her. Men det var
den Statsbankerot.
Hun ifører sig en sort Silkemantille med lange
raslende Perlefrynser, binder en Kysehat fast under
Hagen og beder om Undskyldning for, at hun maa
gaa, men hun skal ud i Byen for at drikke Kaffe
hos sin Datter. — Hvor gam
mel hun er: Hun fyldte
70
Lillejuleaften.
Det er ikke de smaa Tal,
man regner med i Set. Ma
riæ Kloster.
------------Eller der viser sig
en skyggeagtig udmagret Gam-
meljom fru-Skikkelse, der lige
som tilfældigt strejfer forbi
de Fremmede.
I samme Sekund rejser der
sig i en Seng, en bred og for
laden Matrone. Hun vinker
Klosterets Gæster ind til sig.
— Se, siger hun, og hæver
i udstrakt Haand et Billede
af en ung Mand frem for sig.
Det er min Søn. Han var
med i Krigen, derovre i Afri
ka. Men han stod paa Eng
lændernes Side. Derfor gav
Kongen ham ogsaa Penge til
at rejse hjem for.
— Kongen, hvæser en Mut
terlille udenfor.
— Ja, Kongen.
— Hva’fren Konge?
— Alexandras Mand, hvem
ellers.
— Haa, haa, liaa, lyder det
spottende fra Naboersken.
Det summer af Stemmer,
da de Besøgende forlader Kir
ken. Ved Udgangsdøren staar
en høj, stærktbygget Kvinde
med Haanden fuld af raslende
Papirblomster. Devarer bedst,
siger hun og rokker ind for
at fæstne dem over Olietryk
af Kejserinde Dagmar, Kri-
stus og Frederik den syvende.
Her, hvor Livet lider mod det sidste, synes man
at ville binde det ved alle Midler.
Set. Mariæ Kloster er en Blanding af Ruiner og
Nybygninger rejste paa gamle Tomter.
Man har ved at undersøge de sprukne Mure fundet
Frescoer, der fremstiller bibelske Emner, og man
er ved omhyggelige Forskninger kommen til det
Resultat, at et af de afdækkede Kalkmalerier fore
stiller Klosterets Skytshelgen: Lazarus. Det synes
saare betegnende: Set. Mariæ Kloster er den Dag i
Dag et fattigt Hjem for Landets fattige Mænd og
Kvinder, og de stolte Mure, der nu rejses, vil gen
nem Tiderne vedblivende staa som Værn 0111 Alder
dom og Fattigdom.
Christian Houmark.
Klosterets Beboere i Kirken,
— 10Q